- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Over 30 fly opmagasineret i tidligere NATO-lufthavn

British Airways har ikke plads til sine Airbus A380-fly i de civile britiske lufthavne, og derfor er 11 fly sammen med fly fra syv andre selskaber stadig parkeret i en fransk lufthavn.

I det centrale Frankrig omkring 270 kilometer syd for Paris er Châteauroux-Centre “Marcel Dassault” Airport placeret.  Lufthavnen fungerer normalt som træningsområde for civile og militære piloter og har også lidt fragt- og charteroperationer, men under coronakrisen har lufthavnen fået en lidt anderledes rolle.

Der har nemlig været opmagasineret omkring 50 fly siden midten af marts som følge af COVID-19-nedlukningen. Efterhånden er der kun omkring 30 fly tilbage fra otte forskellige flyselskaber.

Plads til store fly
Hovedbanen 03/21 har en længde på 3.500 meter og den fornødne bredde, og derfor er lufthavnen i stand til at modtage større fly som Airbus A380 og Boeing 747. Det har British Airways valgt at benytte sig af, idet selskabet har parkeret ikke færre end 11 Airbus A380-800, der fylder godt på lufthavnsområdet.

Franske Air Caraibes har fem Airbus A330-fly parkeret i lufthavnen, mens portugiske Hifly også har fundet plads til to Airbus A330. Herudover er der fly fra Air Europa, Onur Air, Hong Kong Airlines, Volotea, Windrose Airlines, der i øjeblikket fylder op i den franske lufthavn sammen med nyproducerede A320 og A330-fly fra flyproducenten Airbus.

Ifølge lufthavnens officielle takster koster det et sted mellem 3.000 og 5.000 euro, – mellem 22.000 og 37.000 kroner – per måned at have et fly parkeret, så lige nu tjener den franske regionale lufthavn gode penge.

Tidligere NATO-lufthavn
Lufthavnen i Châteauroux har en særlig forhistorie, da det var en amerikanskledet NATO-lufthavn fra 1951 til 1967, idet de amerikanske styrker ønskede en øget miltær tilstedeværelse i Europa og den kolde krig.

NATO-basen stod klar i La Martinerie i 1951, og herfra skulle der distribueres udstyr til alle luftstyrkerne i NATO, hvorfor det hurtigt blev en af de vigtigste NATO-lufthavne.

Berry-regionen blev hurtigt oversvømmet af unge amerikanerne i skinnende biler, mens dollarsedlerne flød i en lind strøm. Dengang var der nemlig 7.000 ansatte sammen med 6.000 amerikanere og deres familier omkring den vigtige NATO-installation.

Allerede i 1957 begyndte USA at revurdere stationeringen af amerikanske tropper på det europæiske kontinent, og personalet på basen i Châteauroux  blev reduceret frem til 1966, hvorefter der blev lukket helt ned det følgende år, da præsident Charles de Gaulle ikke længere ønskede amerikanske styrker på fransk jord.

 

Relaterede artikler:

Antallet af A380’ere i Europa næsten halveret

Ikke plads til nyproducerede Airbus-fly i Hamborg

Boeing 737 MAX-fly opmagasineret i ørkenen