Billund Lufthavn er tilbage på sporet efter Cimber Sterlings konkurs i 2012. I det netop afsluttede regnskabsår øgedes omsætningen med næsten 7 procent, mens overskuddet voksede med hele 144 procent.
Da Cimber Sterling gik konkurs den 3. maj 2012 trak der mørke skyer ind over Billund Lufthavn og for så vidt også flere andre lufthavne. Udover et debitortab var der udsigt til en betydelig nedgang i driftsindtægterne, da Cimber Sterling trods alt opererede en del udenrigsruter fra Billund udover indenrigsruten til København.
Det har derfor været en hård og slidsom kamp for Billund Lufthavn at finde nye operatører til at tage over efter Cimber Sterling samt at udvikle helt nye ruter, således at vækstretningen fortsat kunne holdes.
I regnskabsåret 2012 fik Billund Lufthavn A/S blot et overskud før skat på lige i underkanten af 10 mio. kroner skabt gennem en omsætning på 555,7 mio. kroner. Men i 2013 løftede lufthavnen omsætningen med 7 procent til 591,4 mio. kroner og nettoresultatet til 24,3 mio. kroner.
Dermed er Billund Lufthavn atter på rette kurs, men stadig et stykke vej fra rekordåret 2010, hvor nettoresultatet før skat nåede op på 55,7 mio. kroner.
“2013 var et år, der på mange måder forløb som forventet set med lufthavnens øjne. Med et passagertal på næsten 2.830.000 og et overskud før skat på 24,2 mio. kroner har 2013 vist, at Billund Lufthavn er på ret kurs igen efter Cimber Sterlings konkurs i 2012. Det er dog samtidig vigtigt at nævne, at det for en række flyselskaber og charterarrangører har været et udfordrende år med uroligheder i Egypten, en solrig dansk sommer og de feriemæssige konsekvenser af forårets lærerkonflikt,“ siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen i en kommentar.
Udenrigsruterne trak væksten
Billund Lufthavn fremhæver udenrigsrutetrafikken som årsag til væksten. Der var næsten 100.000 flere rejsende på udenrigsruterne, hvilket betød en stigning på 5,7 procent og et samlet passagertal i dette vigtigt segment på 1.735.762.
Netværksselskaberne KLM og Lufthansa har også haft god vækst hen over året, og SAS vendte tilbage til lufthavnen med udenrigsruter til de skandinaviske hovedstæder, mens Sun-Air of Scandinavia konsoliderede sit ruteudbud fra Billund Lufthavn med samlet otte ruter.
Det har blot været chartertrafikken, der har svigtet med 32.565 færre passagerer. Til gengæld var der stadig 958.391, der valgte Billund Lufthavn som udgangspunkt for sin charterferie.
“Luftfartsbranchen er udsat for mange forskellige påvirkninger, lokalt, nationalt og internationalt, og derfor er det tilfredsstillende, at resultatet for 2013 er positivt, både hvad angår passagertallene og økonomien. Sommeren 2013 var den største i lufthavnens historie med mere end 386.000 rejsende i juli måned, og der er god grund til at glæde sig over, at så mange vælger at benytte Billund Lufthavns faciliteter og rejsemuligheder,“ siger Clas Nylandsted Andersen, der er ny formand for lufthavnens bestyrelse efter skibsreder Bjarne Hansen, der afgik ved døden den 26. april 2013.