Påskeferien truet af færgekaos

Flere færgeruter fra Danmark til Sverige og Tyskland er truet af driftsforstyrrelser i påskeferien. Årsagen er en overenskomstkonflikt mellem Søfartens Ledere, Maskinmestrenes Forening og Bilfærgernes Rederiforening. Hvis parterne ikke når til enighed, vil de varslede arbejdsnedlæggelser træde i kraft fra og med lørdag den. 16 april, hvor påskeferien netop er begyndt for mange familier.

Hvis man har planer om at sejle til Sverige eller Tyskland i den forestående påskeferie,kan man på nuværende tidspunkt ikke være sikker på at komme af sted. En overenskomstkonflikt mellem fagforbundene Søfartens Ledere og Maskinmestrenes Forening og på den anden side af bordet Bilfærgernes Rederiforening kan få den konsekvens, at de ansatte ved flere rederier under Bilfærgernes Rederiforening vil nedlægge arbejdet med start fra den 16. april, hvis parterne ikke når til enighed.

Overenskomstkonflikten berører alle medlemmerne af Bilfærgernes Rederiforening,men kun tre rederier vil være omfattet af den varslede strejke. Dette gælder Scandlines, HH-Ferries og BornholmerFærgen, hvor de ansatte ønsker en højere nettoløn, fordi disse rederier sejler i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS.)

Når rederier sejler i DIS, kan arbejdsgiverne få lov til at betale de ansatte søfolk en nettoløn, hvorved at rederierne sparer A-skatten på deres ansatte. Men efter den nye skatteomlægning samt skattelettelser i 2010 kræver de ansatte omkring 1.800 kroner ekstra om måneden oven i deres nettoløn. Strejkevarslet gælder ikke på indenrigsruterne, da skibsofficererne på disse ruter lige som andre skatteborgere har fået skattelettelser.

Om parterne når til enighed er uvist, men den 11. april bliver der gjort et sidste forsøg, når fagforbundene og rederierne skal mødes for at undgå arbejdsnedlæggelser.

”Vi må se, hvad der sker, men som det ser ud nu, er det ikke usandsynligt med strejker,” siger direktør for Søfartens Ledere, Fritz Ganzhorn.

Hvis arbejdsnedlæggelserne bliver en realitet, vil det i alt berøre fire færgeruter. Nemlig Helsingør-Helsingborg, Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Rønne-Ystad, der alle erstærkt trafikerederuter og hver dag bliver benyttet af tusindvis af passagerer .

Scandlines, der bl.a. sejler på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock, fortæller til CHECK-IN.dk, at man håber at kunne afværge arbejdsnedlæggelserne. Rederiet slår samtidig fast, at de berørte ruter vil være i drift trods strejke, eftersom Scandlines har aftaler med søfolk, der ikke er under den overenskomst, som der i øjeblikket strides om.

Medlemmerne af Bilfærgernes Rederiforening er Bornholmstrafikken, Scandlines Danmark, Nordic Ferry Services, Sydfynske (Nordic Ferry Services,) Mols-Linien, Ø-Færgen, HH-Ferries, Ærøfærgerne, Hamlet Management, Småøernes Færgeselskaber og Færgeselskabet Læsø.