En afgift på passagerflyvning er med i Enhedslistens mappe til finanslovsforhandlingerne. Vi er i mod, men alt er til forhandling, lyder meldingen fra regeringen.
Den 29. august i år gik der et gys igennem den danske luftfartsbranche, da Enhedslisten pludselig hev et gammelt forslag frem, som hele branchen lettet havde troet var død og borte.
Det er forslaget om en passagerafgift på 75 kroner for hver passager, der letter fra en dansk lufthavn, som Enhedslisten annoncerede, at de ville tage med til efterårets finanslovsforhandlinger med regeringen.
Nu er finanslovsforhandlingerne startet, og udmeldingen i august var ikke udtryk for en politisk prøveballon, som partiet alligevel ikke ville tage med i tasken over til finansminister Bjarne Corydon.
”Vi har taget forslaget om en passagerafgift med, men det har ikke været realitetsbehandlet endnu. Så tæt har vi desværre ikke været på endnu,” siger Enhedslistens trafikordfører, Henning Hyllested, til CHECK-IN.dk.
Den danske luftfartsbranche har gentagne gange advaret om, at en afgift kan være en bombe under dansk indenrigsflyvning, da afgiften vil ramme indenrigsbilletterne dobbelt med en ekstra afgift på i alt 150 kr. for en returbillet.
Alt kan forhandles
Forslaget indgik i Socialdemokratiet og SF’s fælles valgudspil ”Fair Løsning”, hvor man regnede med at kunne hente et provenu på 700 mio. kroner. Men da det efterfølgende ikke var nævnt i regeringsgrundlaget for den nye S-R-SF-regeringen, åndede branchen lettet op.
Men det kan være det var en postgang for tidligt.
”Regeringen er i mod en passagerafgift, men alt kan forhandles,” understreger Socialdemokratiets trafikordfører, Rasmus Prehn, over for CHECK-IN.dk
Dermed kan det ikke udelukkes, at en passagerafgift kan komme til at indgå som en del af et kompromis, hvor Enhedslisten får passagerafgiften som betaling for at sige ja til regeringens forslag på dagpengeområdet.
Pind til ligkisten
Da Cimber Sterling gik konkurs den 3. maj var det en ordentlig mavepuster til dansk indenrigsflyvning, da Cimber Sterling befløj alle seks indenrigsruter fra København og var alene på fire af ruterne. Knap fire måneder efter er antallet af frekvenser fortsat kun to tredjedele af hvad det var før konkursen og lufthavnene har oplevet et fald i antallet af indenrigspassagerer på op til 50 procent.
Hvis Enhedslisten får held med at komme igennem med sit krav om en passagerafgift kan indenrigsflyvningen igen blive hårdt ramt. Det forudser Michael Svane, direktør for brancheforeningen Dansk Luftfart.
”Vi har ikke brug for noget, der ligner endnu en pind til dansk indenrigsflyvnings ligkiste,” siger Michael Svane.
Finanslovsforhandlingerne om næste års statsbudget startede i sidste uge, hvor Bjarne Corydon og regeringen havde samtaler med alle Folketingets partier. Herefter forhandlede regeringen videre parallelt med Enhedslisten og Venstre. Tirsdag aften blev Dansk Folkeparti kaldt til Finansministeriet, mens der ikke er planlagt møder med andre partier.
Læs også:
Dansk Luftfart: Afgift vil være pind til indenrigsflyvningens ligkiste