- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Passagervækst på over 40 procent i CPH

Københavns Lufthavn var i årets første måneder passagermæssigt sendt tilbage til 1962. Men trods svage trafiktal, er der optimisme at spore for de kommende måneder.

Det går fremad med passagertallet i Københavns Lufthavn. Antallet af daglige rejsende i lufthavnen er vokset for første gang i år fra 6.000 i april til 8.300 i maj. Samlet er antallet af rejsende fra april til maj vokset med 40 procent til 258.240.

Det er 90,3 procent færre end i maj 2019, hvor der var 2.651.938 passagerer. Så der er stadig langt op til de normale 83.000 passagerer på en gennemsnitlig dag.

”Årets første måneder har været som i 1962. Det har været næsten surrealistisk. At vi for første gang i år kan se en smule vækst, er derfor en god nyhed. Det ser ud til at vende, selv om det er meget små tal,” siger kommerciel direktør Peter Krogsgaard.

På vej ud af krisen
”Efter en næsten total nedlukning af butikkerne er aktiviteten og rejseglæden på vej tilbage i terminalerne. Pandemien er ved at slippet sit jerngreb i Europa, vaccinerne rulles ud, rejserestriktionerne lempes, rejselysten bobler frem, og luftfarten kan her i den værste krise i mands minde endelig skimte lidt lys efter 15 måneder i skyggen af COVID-19,” fortsætter han.

Hver fredag åbner myndighederne yderligere for rejser til og fra nye regioner og lande i Europa. Det har sat skub i bookingerne hos flyselskaber og rejsebureauer.

”Hvis den gode udvikling fortsætter og stadigt flere områder i Europa går i gult og orange i rejsevejledningerne, ser vi ind i en sommer, hvor der endelig bliver pustet lidt liv i rejsebranchen. Som det ser ud lige nu, kan vi her til sommer måske nå 20-40 procent af trafikken fra før pandemien,” siger Peter Krogsgaard.

På vej mod 130 destinationer
Flyselskaberne flyver lige nu til flere end 60 destinationer fra København. Vurderingen er, at der fra juli bliver op mod 130 at vælge imellem.

”Den krise, luftfarten er fløjet ind i, handler ikke om kapacitet men om efterspørgsel. Der er masser fly, der er masser af rejsemål, der er en sund og sikker lufthavn. Nu mangler vi blot passagererne, og det ser ud til, at de forsigtigt er på vej tilbage,” siger han.

Indenrigs trækker læsset
Kigger man på, hvor de rejsende i lufthavnen rejser hen, er det indenrigsruterne til Aalborg og Rønne, der trækker en stor del af læsset.

Aalborg topper listen over de 10 største ruter med 36.780 passagerer, foran Amsterdam med 15.178 og med Rønne på tredjepladsen med 14.291 passagerer. På tiendepladsen ligger London med 7.093. Den lå i maj 2019 på førstepladsen og har traditionelt været den største destination fra CPG i mange år.

Der bliver mere ventetid
Sommerens rejsende skal huske at pakke ekstra tålmodighed i bagagen. Både i Danmark og i resten af Europa vil afrejsen tage længere tid end normalt, fordi alle skal tjekke ind fysisk og for eksempel vise coronapas. Før COVID-19 pandemien tjekkede halvdelen af de rejsende i CPH ind hjemmefra i og gik direkte til sikkerhedskontrollen.

Også ved ankomsten kan oplevelsen for nogle rejsende være forskellig fra den, man husker fra tiden før corona. Fra weekenden skal ankommende fra gule EU-lande og regioner i Schengen testes udenfor terminalerne. Alle andre skal testes indenfor. Ankommer man fra et EU/Schengen-land og skal videre til en anden dansk lufthavn, skal man testes ved gate B2, inden man kan rejse videre.

”Omkring slutningen af juni er forventningen, at man ikke længere skal testes ved ankomst, når man kommer til Danmark fra såkaldt gule, sikre lande i EU/Schengen,” siger Peter Krogsgaard.

Kommer man fra orange lande fra EU/Schengen forventes det, at man først skal testes, når man kommer ud af lufthavnen. Ankommer man fra røde lande udenfor EU, skal man testes indenfor og derefter paskontrolleres, som man i øvrigt altid skal, når man flyver til Danmark fra lande udenfor Schengensamarbejdet.

 

Relaterede artikler:

Langt mellem passagererne i Københavns Lufthavn

Størst fremgang i CPH blandt nordiske storlufthavne

Tre danske lufthavne hårdere ramt end de øvrige

Her er de 20 største europæiske lufthavne i 2020