- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Pilot har været i isolation 150 dage i år

Meget stramme COVID-19-restriktioner har gjort dagligdagen svær for flypersonalet i Hongkong. De ansatte skal med jævne mellemrum testes 18 dage i træk og isoleres både derhjemme og i udlandet.

To piloter fra Cathay Pacific fortæller nu åbenhjertigt om, hvordan COVID-19-pandemien og de afledte rejserestriktioner har ændret deres hverdag. Flyselskabet hører til i Hongkong, hvor der fortsat gælder meget strenge COVID-19-restriktioner. 

Piloterne fra flyselskabet udtaler sig anonymt. De to piloter kaldes blot Pierre og Clark. Pierre fortæller til BBC, at COVID-19-restriktionerne har betydet, at han har brugt sammenlagt 150 dage i isolation alene i år.  

Pierre har både været isoleret på hotelværelser og i deciderede isolationsfaciliteter, der er blevet etableret i Hongkong. De to piloter fortæller, at deres hverdag både udfordres af de hårde indrejserestriktioner men også af Cathay Pacifics interne regler for overnatninger i udlandet.

Skal testes dagligt 18 dage i træk
Ligegyldigt om man er besætningsmedlem eller passager, så kræver styret i Hongkong, at ankommende lader sig teste for COVID-19 og venter i lufthavnen, indtil resultatet foreligger. Ifølge piloterne kan ventetiden være op til fire timer.

I mellemtiden har de ankommende kun lov til at sidde ret op og ned på en plastikstol, selvom visse af de ansatte har været hjemmefra i mere end 25-30 timer. Hvis testen er negativ, så får de lov til at tage hjem. De første tre dage herefter må de dog kun forlade deres hjem to timer dagligt. 

De ansatte skal derudover “undgå unødig social kontakt” i yderligere 18 dage, hvor de også skal testes dagligt. Hvis en medarbejder bliver testet positiv, så sendes personen til en isolationsfacilitet. Det kan eksempelvis være Penny Bay, der er opført af containere. 

Leder efter nye jobs
Medarbejderne er også underlagt strenge regler, når de overnatter i udlandet. Cathay Pacific har et regelsæt, der foreskriver at besætningen føres direkte til et hotelværelse, når de ankommer til et andet land. Her sover, spiser og bliver de, indtil det er tid til at flyve retur. 

En af de to piloter, Clark, retter en kritik af forholdene for besætningsmedlemmerne, som han kalder for “totalt uacceptable”. Han mener ikke, at forholdene på nogen måde er “fair eller retfærdiggjorte”. Clark anslår desuden, at 80 procent af de kolleger, han flyver med, aktivt leder efter et nyt job. 

Cathay Pacific siger til BBC, at flyselskabet støtter op om vigtigheden af at overholde de restriktioner, som styret i Hongkong har vedtaget. Flyselskabet anerkender dog også, at den nuværende situation er en “byrde” for selskabets besætningsmedlemmer. 

 

Relaterede artikler:

Tre piloter fyret efter coronasmitte

Finnair-piloter har udsigt til lang karantæne

Grebet strammes om ikke-vaccineret flypersonale