- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Piloter får penge tilbage

Folketinget har torsdag godkendt, at op imod 900 piloter og flyveledere kan få dækket deres omkostninger til nye helbredsundersøgelser efter Doctors.dk-sagen.

Sagen om de ugyldige helbredsbeviser for de piloter og flyveledere, der siden starten af april har måttet gennemgå nye helbredsundersøgelser som følge af uregelmæssighederne hos den flyvemedicinske klinik Doctors.dk, har nu fundet sin foreløbige afslutning.

Det sker på baggrund af, at Folketinget i dag har godkendt, at en proportional dækning af udgifterne til nye helbredsundersøgelser, som det blev krævet af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, da det blev klart, at der via Doctors.dk var gennemført heldbredsundersøgelser foretaget af læger, der ikke var godkendt til at gennemføre de undersøgelser, der ligger til grund for certifikatudstedelse for piloter og flyveledere.

Hele sagen blev igangsat af daværende transportminister Ole Birk Olesen (LA), og nu kan den nye transportminister Benny Engelbrecht (S) sætte et foreløbigt punktum.

“Piloterne, flyvelederne og særligt piloteleverne er desværre kommet i klemme i denne særlige sag. Det er derfor rigtig positivt, at vi i dag har fået opbakning fra Folketinget til at hjælpe de berørte piloter, flyveledere og pilotelever med at dække nogle af deres udgifter,” udtaler transportminister Benny Engelbrecht.

Får omkring en halv million kroner retur
Der er tale om op imod 900 berørte piloter og flyveledere, der hver især har betalt mellem 2.000 kroner og 8.000 kroner for at få foretaget nye helbredsundersøgelser, da deres helbredsbeviser var blevet tilbagekaldt. Sagen kan også have påvirket pilotelever, hvoraf nogle muligvis har været nødt til at stoppe uddannelsen, hvis de er startet op på baggrund af en ugyldig helbredserklæring.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen vil refundere afholdte omkostninger i forhold til en proportional model, hvor piloterne og flyvelederne er berettiget til kompensation for dele af deres udgifter til en ny helbredsundersøgelse, afhængig af hvornår deres nu ugyldige helbredsbevis blev udstedt. 

Administration af refunderingen står Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen for, og styrelsen oplyser, at man vil kontakte de berørte piloter og flyveledere, når selve administrationsgrundlaget er på plads.

 

Relaterede artikler:

Ekspert retter kritik mod regnskab fra Doctors.dk

Transportminister erkender svigt i Trafikstyrelsen

“Civilretligt forhold mellem Doctors og piloter”