- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Kolleger over hele verden hylder Cathay-piloter

En gruppe piloter i Hongkong hyldes nu for deres indsats med at hjælpe kolleger fra andre flyselskaber. Samtidig rejses en skarp kritik af Cathay Pacific.

Det seneste stykke tid har det ikke været nemt at være pilot i Hongkong eller på flyvninger til den lille bystat. Trods få registrerede tilfælde af COVID-19, så har styret fastholdt nogle meget hårde indrejserestriktioner, der rammer piloter fra både Hongkong-flyselskabet Cathay Pacific og andre selskaber.

Hvis en pilot testes positiv for COVID-19 ved ankomsten til Hongkong, så sendes den pågældende person samt andre ansatte på flyvningen i isolation. Det sker blandt andet i Penny’s Bay, som er et isolationscenter bygget af containere, der er blevet opført på øen Lantau Island.

For nyligt fortalte en anonym Cathay Pacific-pilot, at han har været 150 dage i isolation alene i år. Selvom restriktionerne er gået hårdt ud over de lokale piloter, så har de dog fortsat fundet tid til at hjælpe deres kolleger fra resten af verden.

Kommer forbi med mad
Omgivelserne, forholdene og kvaliteten af den mad, der serveres på Penny’s Bay, er flere gange blevet kritiseret. Det har fået piloter fra Cathay Pacific til at organisere sig på en sådan måde, at de kan støtte de piloter fra andre flyselskaber, der også ender med være i isolation på centret.

Piloterne bringer de nødvendige ingredienser til madlavning, andre fornødenheder samt godteposer ud til de piloter, der skal bruge et par uger i isolation, inden de kan få lov til at forlade Hongkong igen. Den indsats bliver nu hyldet.

Det er den internationale pilotforening, The International Federation of Air Line Pilots’ Associations (IFALPA), der roser piloternes indsats. Samtidig holder organisationen sig ikke tilbage, men kommer med en markant kritik af Cathay Pacific-piloternes arbejdsforhold hos flyselskabet.

Fjendtlig ledelse og giftigt arbejdsmiljø
“Disse ekstraordinære piloter handler uselvisk på et tidspunkt, hvor deres egen situation er enormt udfordrende. Piloterne fra Cathay Pacific og deres fagforening, Hong Kong Aircrew Officers Association, har været udsat for en ekstrem fjendtlighed fra ledelsen og et giftigt arbejdsmiljø.”

Sådan lyder det fra norske Jack Netskar, der udover at være SAS-kaptajn, står i spidsen for IFALPA. Han kritiserer, at Cathay Pacific har opsagt en række fagforeningsaftaler. Samtidig mener han, at flyselskabets arbejdsforhold og krav om isolation har en negativ indvirkning på de ansattes mentale helbred samt fysiske velbefindende.

I forbindelse med, at Cathay Pacific-piloterne roses for deres indsats for at hjælpe andre piloter, der er sendt i isolation i Hongkong, så fortæller IFALPA i en pressemeddelelse, at fagforeningen lige nu aktivt arbejder for at få andre flyselskaber til at tilbyde piloter fra Cathay Pacific et arbejde.

 

Relaterede artikler:

Pilot har været i isolation 150 dage i år

Finnair-piloter har udsigt til lang karantæne

Tre piloter fyret efter coronasmitte