PNR-oplysninger del af anti-terrorpakken

Regeringen fremlagde torsdag 12 nye tiltag mod terror, der blandt andet skal sikre, at PET får adgang til oplysninger om flyselskabernes passagerer. Flere danske EU-politikere er modstandere af et fælles europæisk PNR-system.

“Et stærkt værn mod terror“ er navnet på den anti-terrorpakke, som regeringen torsdag fremlagde på et pressemøde. Planen er at bevilge 970 mio. kroner over fire år til 12 nye tiltag mod terror.

Et af forslagene går ud på, at sikre Politiets Efterretningstjeneste (PET) adgang til relevante oplysninger om flyselskabernes passagerer. Ifølge referingen vil det styrke PET´s overvågning af, om personer med mulig tilknytning til terrorvirksomhed er på vej til eller fra Danmark med fly. Dermed vil det være muligt at effektivisere indsatsen mod terrorisme.

Herudover skal der arbejdes for at etablere et national system for flyselskaber passagerlisteoplyste, et såkaldt PNR-system. PNR er forkortelsen for “Passenger Name Record“, der i daglig tale kaldes en flyreservation.

Der foreligger allerede et arbejde inden for EU, der skal munde ud i et europæisk PNR-system, og regeringen vil intensivere indsatsen for at få vedtaget direktivforslaget, så medlemsstaterne kan påbegynde indsamling og udveksling af PNR-oplysninger.

Danske politikere imod fælleseuropæisk PNR-system
Forslaget til EU-direktivet strækker sig tilbage til februar 2011. Senest blev forslaget debatteret i Europaparlamentet i slutningen af januar ovenpå terrorangrebet mod det satiriske ugemagasin Charlie Hebdo i Paris.

Det er især frygten for angreb fra hjemvendte mellemøstkrigere, der har fået EU til at intensivere behandlingen af forslaget til et nyt direktiv på området.

Men det er ikke faldet i god jord hos flere danske EU-politikere.

“Når man skal finde en nål i en høstak, er det altså ikke mere hø man har brug for. Husk det, EU´s justitsministre, og bild jer nu ikke ind, at yderligere masseindsamling af almindelige flypassagerers personlige data hjælper. Stort set alle terrorister var kendt i forvejen – det er den god efterforskning det kniber med,“ skrev Margrethe Auken på sin Facebook-profil den 26. januar som optakt til en fornyet debat i Europa-Parlamentet ovenpå angrebet mod Charlie Hebdo.

Også Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU er skeptisk overfor det europæiske PNR-system. Hun tvivler på, at overvågning af almindelige menneskeres flyrejser vil hjælpe i kampen mod terror. I stedet opfordrer hun til, at EU-toppen vurderer, hvad der gik galt i Frankrig.

Skal finde “ukendte mistænkte“
Den fælleseuropæiske overvågning skal indsamle oplysninger om rejsende, der ankommer på internationale flyvninger til et EU-land. Overførsel og behandling af PNR-oplysninger vil give myndighederne mulighed for at identificere hidtil “ukendte mistænkte.“

EU har allerede i dag undertegnet aftaler, der giver EU-flyselskaber mulighed for at overføre PNR-oplysninger til USA, Australien og Canada.

PNR-data indeholder en række forskellige typer oplysninger, herunder rejsedatoer- og rute, billet- og bagageinformation samt kontakt og betalingsinformationer.