Efter overtagelsen af Århus Charter ventes Primo Tours primært at benytte Danish Air Transport til selskabernes flyvninger. Dermed bliver Primera Air skubbet ud i kulden, mens DAT skal finde et tredje A320-fly.
Hos Danish Air Transport (DAT) i Vamdrup var der stor glæde, da Primo Tours i går kunne offentliggøre købet af Århus Charter. DAT er nemlig i dag den foretrukne flyleverandør til Primo Tours.
Hos Primo Tours erkender administrerende direktør Bjarke Hansen da også, at det er et af de områder, som man skal se på snarest muligt.
“Flyvningen er en stor udgift på en rejse, hvorfor det er vigtigt, at man har den rigtige flykontrakt. Derfor skal vi have lavet nye kontrakter for sommeren 2015 med DAT eller en anden leverandør. Men i øjeblikket er det DAT, der leverer det bedste produkt på flymarkedet,“ siger Bjarke Hansen til CHECK-IN.dk.
Primo Tours benytter i dag DAT til sine flyvninger, men der er indgået kontrakt med Jet Time for de særlige flyvninger til Maldiverne i vinterprogrammet. Hos Århus Charter er Primera Air den faste leverandør suppleret af Norwegian og en enkelt afgang med Jet Time.
Dermed er der udsigt til, at Primera Air kan blive skubbet ud i kulden, når flyvningerne for Århus Charter skal aftales for sommeren 2015. Primera Air er en del af Primera Travel Group, der også ejer konkurrenten Bravo Tours.
Tre Airbus A320-fly
DAT fik allerede for nylig en forsigtig henvendelse fra Primo Tours, der ønskede at sikre sig, at DAT kunne forberede sig til et øget samarbejde.
“Jeg fik for nylig en forespørgsel fra Primo Tours, hvorvidt DAT kan levere mere kapacitet til det kommende sommertrafikprogram. Derfor forventer jeg, at vi i sommeren 2015 vil have tre Airbus 320-fly i drift for blandt andet Primo Tours og Århus Charter,“ siger administrerende direktør Jesper Rungholm fra Danish Air Transport til CHECK-IN.dk.
I dag råder DAT over to Airbus A320-fly, og hvis porteføljen fra Århus Charter kommer i ordrebøgerne hos DAT, skal det danske flyselskab i markedet for at finde flere fly af samme type.