- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Qatar Airways overvejer at droppe A380

De 10 Airbus A380 hos Qatar Airways kommer formentlig ikke ud at flyve igen. Den endelige udfasning af halvdelen af flyene er imidlertid uomtvisteligt.

Langt de fleste operatører af Airbus A380 har længe haft panderynker over fremtiden for dobbeltdækkerflyet.

Det ikoniske fly er under coronakrisen blevet overflødigt, og mange spekulerer i, om det overhovedet har en fremtid. Flere flyselskaber har allerede taget konsekvensen og pensioneret flyet, der anses for at være for stort og for dyrt i drift med sine fire motorer.

Fra Qatar Airways lød meldingen allerede i marts 2019, at det vil udfase samtlige 10 A380-800, når leasingkontrakterne på dem udløber efter 10 år. Det mellemøstlige flyselskab tog imod første af denne flytype i september 2014.

Airbus A380 hos Qatar Airways blev imidlertid sat på jorden ved coronapandemiens begyndelse, og der har de stået lige siden. I juni sidste år lød meldingen, at flyene ville blive på jorden i mindst 12 måneder, men nu ser det ud til, at de formentlig aldrig kommer tilbage i luften for Qatar-selskabet.

Tre årsager til dyster A380-fremtid
I et interview med luftfartsmediet FlightPlan ser koncernchef i Qatar Airways, Akbar Al Baker, meget sort på fremtiden for A380’erne. Han forventer ikke, at de kommer tilbage i drift for selskabet, men hvis de gør, vil det kun blive op til halvdelen – altså fem styk.

”Der er en meget lille mulighed for, at hvis vi overhovedet vil operere med Airbus A380 igen, tror jeg ikke, det ville være mere end fem af Qatar Airways’ 10 A380-fly, der kommer tilbage,” siger han.

Videre i interviewet fortæller Akbar Al Baker, at der grundlæggende set er tre årsager til, at A380 ikke har nogen fremtid efter coronapandemien. Der vil ikke være passagerer nok til at fylde dem, flyene kan ikke stå ubrugt hen på jorden i længere perioder og passagererne er miljøbevidste og ønsker mere brændstofeffektive fly.

Koncernchefen i Qatar Airways har tidligere udtalt, at det var flyselskabets største fejltagelse at erhverve de 10 A380’ere. Den yngste A380’er hos Qatar Airways er kun tre år, og flådens gennemsnitsalder er seks år.

Malaysia Airlines sætter A380’ere til salg
Et af de flyselskaber, der har taget den endelige beslutning om at pensionere A380, er Malaysia Airlines. Flyselskabet oplyste i maj i år, at flytypen ikke indgår i fremtidsplanerne, og at de derfor udgår af flåden.

Malaysia Airlines råder over seks A380-800 med en gennemsnitsalder på ni år. Samtlige fly har været langtidsparkeret i Kuala Lumpur under coronapandemien, og nu er de også blevet sat til salg. Interesserede købere har frem til 12. august 2021 til at afgive bud på de hårdt prøvede megajumboer. Værdien af de seks A380’ere vurderes – ifølge Travel Radar – til at være 273,34 millioner dollar, eller hvad der svarer til 1,7 milliarder kroner.

Blandt de flyselskaber, der fortsat har planer om at bruge A380 i fremtiden, er British Airways, Emirates og Qantas. Langt størstedelen af verdens A380’ere er dog i øjeblikket langtidsparkeret som følge af coronapandemien.

 

Relaterede artikler:

Qatar Airways vil udfase A380´ere

Første Airbus A380 til Qatar Airways

Endnu et flyselskab opgiver Airbus A380