- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Qatar Airways slæber Airbus i retten

Qatar Airways vil have en domstol i London til at afgøre, om flere tilfælde af krakeleret maling på flyselskabets Airbus A350’ere er farligt for sikkerheden.

Siden der blev opdaget tæring på skrogene af flere af Qatar Airways’ Airbus A350’ere, har beskyldninger mellem flyselskabet og Airbus fløjet frem og tilbage. Nu har forløbet nået sin foreløbige kulmination, da Qatar Airways har lagt sag an mod den franske flyproducent.

Tidligere i december meldte Airbus ud, at man havde taget initiativ til en uafhængig undersøgelse af sagen om den krakelerede maling og tæringen på flyskrogene, der skulle sørge for at problemet blev løst. Det har tilsyneladende ikke været nok for Qatar Airways.

Qatar Airways meddeler i stedet, at selskabet har lagt sag an mod Airbus ved en domstol i London. Doha-flyselskabet fortæller, at selskabet har valgt at bringe sagen for retten, da det ikke har været muligt at nå frem til en ”konstruktiv løsning” sammen med Airbus.

Mener luftdygtigheden påvirkes
Siden luftfartsmyndighederne i august tvang Qatar til at grounde 13 Airbus A350-fly, har striden kun taget til i styrke. Siden er yderligere otte fly af typen blevet grounded. Det svarer til 40 procent af Qatar Airways’ A350-flåde.

Under hele forløbet har Airbus fastholdt, at den krakelerende maling på flyene blot er et kosmetisk problem, der ikke går ud over luftdygtigheden. Det er Qatar ikke enige i. Flyselskabet mener nemlig, at det er for tidligt i forløbet til at konkludere, at det ikke påvirker sikkerheden.

Selvom Qatar har været meget højlydt i sin kritik af Airbus, er flyselskabet ikke det eneste, der har oplevet, at malingen på Airbus A350’erne skaller af. Både Finnair, Lufthansa, Cathay Pacific og Etihad Airways har også oplevet det. SAS har afvist at have problemer med selskabets A350-fly.

Alle forsøg er fejlet
Nu skal de to parter altså mødes ved en britisk domstol. Qatar Airways mener ikke, at flyselskabet har haft andre muligheder end at gå rettens vej for at få afgjort, om problemet med malingen på A350-flyene er et kosmetisk eller et sikkerhedsmæssigt problem.

”Vi har desværre fejlet i alle vores forsøg på at nå frem til en konstruktiv løsning med Airbus i forhold til den accelererede nedbrydningstilstand af overfladen, som påvirker Airbus A350-flyene negativt,” skriver flyselskabet i en pressemeddelelse.

Airbus har bekræftet, at selskabet allerede er blevet kontaktet af domstolen i England. I en meget kortfattet pressemeddelelse slår flyproducenten fast, at Airbus har tænkt sig at forsvare sin position på ”det kraftigste”, når de to parter mødes i retten.

 

Relaterede artikler:

Airbus ønsker uafhængig undersøgelse af maling-sag

SAS afviser kendskab til A350-problemer

Fortsat A350-strid mellem Qatar Airways og Airbus