Administrerende direktør Ole Stouby, Travelmarket A/S.

Rejsebrancheprofil investerer i trafiksikkerhed

Administrerende direktør Ole Stouby fra rejsesøgemaskinen Travelmarket har kastet sig over trafiksikkerhed i et nyt projekt, hvor også Søndagsavisens stifter Richard Bunck deltager.

Fra lokaler i Nørregade i Vejle var Ole Stouby for 16 år siden med til at starte internet-revolutionen i den danske rejsebranche. Produktion af web-løsninger til rejsebranchen samt rejsesøgemaskinen Travelmarket har forlængst gået sin sejrsgang i hele den skandinaviske rejsebranche.

Men nu har den driftige Vejle-iværksætter investeret i et nyt projekt. Denne gang handler det om trafiksikkerhed som medindehaver af og bestyrelsesformand for BedreBilst.dk,der er etableret i samarbejde med direktør Robert Jensen samt Richard Bunck, der skabte Søndagsavisen A/S som en af de største iværksættersucceser i Danmark.

BedreBilist.dk er en online platform og et nyt avanceret system til nye trafikanter og deres kørelærere. Der er udviklet en interaktiv version af alle de lovpligtige teorilektioner, der tilsat kunstig intelligens evaluerer de enkelte køreelevers viden og færdigheder. Herefter kan der sammensættes et helt personligt undervisningsforløb i forhold til, hvilke stærke og svage sider, der afdækkes hos eleven.

“Vi har forud for lanceringen fået meget positive tilbagemeldinger fra mange forskellige parter, herunder Politiet, Rådet for Sikker Trafik, de køreprøvesagkyndige og kørelærere. Vi forventer os meget af konceptet, og vi er overbevist om, at det vil revolutionere kørelæreruddanelsen og medvirke kraftigt til at skabe bedre bilister og mere sikker trafik,“ siger bestyrelsesformand Ole Stouby i en pressemeddelelse.

Ønsker at gøre en forskel
I ejerkredsen bag BedreBilist.dk er der stærke relationer til Travelmarket A/S, der står bag den kendte rejsesøgemaskine. De to hovedaktionærer i Travelmarket A/S er Richard Bunck og Ole Stouby, der tilsammen ejer 93,8 procent af aktierne i rejsesøgemaskinen, fordelt med 70,8 procent til Richard Bunck og 23 procent til Ole Stouby. Begge har således nu investeret i trafiksikkerhed.

Administrerende direktør i BedreBilist.dk er Robert Jensen, der har en baggrund som softwarearkitekt. Robert Jensen har også en fortid i Travelmarket som ansvarlig IT-udviklingschef.

Om begrundelsen for at engagere sig i BedreBilist.dk fortæller Ole Stouby:

“Jeg har altid brændt for at beskæftige mig med noget, som kan gøre en forskel for andre mennesker, og jeg vil gerne gøre noget for at reducere antallet af dræbte og invaliderede i trafikken. Vores bogholder gennem mere en 10 år blev for et par år siden kørt ned af en flugtbilist her i Vejle og måtte have benet amputeret efter ulykken. Fra det tidspunkt gik jeg ind i projektet med fuldt engagement,“ fortæller Ole Stouby.

BedreBilist.dk har været fire år undervejs og startede som et fritidsprojekt. Men Ole Stouby må erkende, at det i dag fylder væsentigt mere i den travle direktørs hverdag, end det var planen fra starten.