Rejsebureauernes online booking systemer mangler brugervenlighed

En stortest af fire rejsebureauers online booking systemer viser stor forskel i brugervenlighed – og også forskel i skarpheden på prissøgning.

En prisforskel på 6.000 på en rejse mellem Billund og New York fra billigste til dyreste rejsebureau. Det afslører en stortest af online booking systemer i seneste udgave af rejsemagasinet “Business Traveller“.

Testen er foretaget hos rejsebestillere hos fire danske virksomheder. Hverrejsebestiller har testet online bookingsystemer fra henholdsvis BCD Travel, Carlson Wagonlit Travel, Travellink og Vejle Rejser.

På områder som brugervenlighed og hastighed er der meget stor forskel i rejsebureauernes online-produkter. Her afslører testen tydeligt, at Travellink er et online-rejsebureau, der har etableret sit forretningsgrundlag på nettet i modsætning til de traditionelle rejsebureauer, der forsøger at flytte en del af forretningen over på internet som distributions- og salgskanal.

TravellinkT

Travellink online booking er stærk i brugervenlighed

Virksomhederne i testen fik til opgave at finde den billigste rejse fra København til London og fra Billund til New York på udvalgte datoer. Billigste rejse til London kunne Vejle Rejser tilbyde med en kombination af Norwegian og Cimber Sterling. Her skulle der betales kr. 425 for en returbillet, mens Carlson Wagonlit Travel ville have kr. 681 for en returbillet med Cimber Sterling på de samme datoer. Her manglede Norwegian i CWT´s online bookingsystem.

På rejsen til New York fra Billund var der stor prismæssig spredning. Klart billigst var BCD Travel med en returpris på kr. 6.548 med KLM via Amsterdam, mens dyreste løsning blev leveret af CWT med en pris på kr. 12.791 – også via Amsterdam med KLM/Northwest.

Herefter må det være op brugere og rejsebestillere at vurdere, om brugervenlighed og hastighed vejer ligeså tungt som evnen til at finde den rigtige pris, hvis disse parametre ikke kan kombineres i ét og samme bookingværktøj.

Men der er givetvis stof til eftertanke for de rejsebureauer, der har deltaget i stortesten.