Rejsegarantifonden udbetalte i 2009 en samlet erstatning på næsten 1,6 mio. kr. til 464 rejsekunder i forbindelse med otte rejsekonkurser. Største enkeltkonkurs var Festival Tours, der kostede fonden over 1 mio. kroner. Fonden frygter konkurser hos flyselskaber og rejsebureauer i 2010.
Den økonomiske krise satte i 2009 for alvor sine spor i det danske erhvervsliv, men rejsebranchen slap nådigt. Det viser den seneste årsberetning fra Rejsegarantifonden.
Rejsegarantifonden havde frygtet, at antallet af konkurser ville blive højere, men rejsebranchensselskaberhar ifølge fonden været dygtige til at tilpasse kapaciteten til den lavere efterspørgsel samt vist stor villighed til at konsolidere virksomhederne.
I alt 462 rejsekunder fik i 2009 deres forudbetalinger refunderet via Rejsegarantifonden. Foruden de otte rejsekonkurser, der var omfattet af fonden, bød 2009 også på konkurser hos fem virksomheder, der tidligere havde været registreret i fonden. Der var tale om Viewpoint Communication ApS, Vesterf A/S (tidligere Krone Rejser A/S), P.A.S. Drift af 1/7 2008 ApS (tidligere Pist´Ase Ski), Skovgaard Tours ApS og Uptours ApS.
Rejsegarantfonden håndterede i 2009 i alt 8 sager omkring konkurser. Den samlede udgift til erstatninger beløb sig til 1.545.000 kr. Fonden havde dog ingen udgifter til indkvartering, hjemtransport m.v., hvilket betød, at året blev relativt billigt i forhold til tidligere års storkonkurser.
Fondens nettoudgift fordeler sig som følger:
Flying Office A/S (konkurs 12. februar 2009)
Erstatningsudbetalingerne kunne dækkes af den stillede garanti på 430.000 kr. Der var kun 12 rejsekunder ude at rejse under konkursen, mens 24 kunder fik erstatning fra fonden.
Air Scandinavia A/S – Festival Tours A/S (konkurs den 24. februar 2009)
Nettoudgiften beløb sig til 1.018.000 efter fradrag af den stillede garanti på 750.000 kr. Denne konkurs udgør samlet set 66 % af fondens nettoudgift i 2009. I alt 8 kunder var på rejse ved konkursen, mens 87 kunder fik udbetalt erstatning fra fonden.
Inter-Lat Travel ApS (konkurs den 19. marts 2009)
Nettoudgift for fonden udgjorde 228.000 kr. efter fradrag af den stillede garanti på 300.000 kr. Kun 8 kunder var på rejse, da konkursen indtraf, mens 36 kunder fik erstatning fra fonden.
Tenuta del Pino ApS (konkurs den 27. marts 2009)
Beskedne 10.000 kr. var fondens nettoudgift i forbindelse med denne konkurs.
FOF Furesø, Allerød og Hillerød (konkurs den 2. juni 2009)
En samlet udgift på 92.000 kr. til Rejsegarantifonden. I alt 23 kunder fik erstatning fra fonden.
Aaby Rejser ApS (konkurs den 10. juli 2009)
Erstatningsudbetalingerne kunne dækkes af den stillede garanti på 500.000 kr, hvorfor fonden ikke havde udgifter i forbindelse med sagen. I alt 52 kunder fik erstatning fra fonden.
Eurospeed v. Peder Carl Kiær Sønderbæk
Fondens nettoudgift var 102.000 kr. Der blev udbetalt erstatning til i alt 5 rejsekunder.
Østeuropa Rejser v. Joanna Krosgaard
I alt 95.000 kr. blev fondens nettoudgift i forbindelse med denne konkurs, der betød erstatning til 233 rejsekunder.
I 2010 har Rejsegarantifonden allerede oplevet én konkurs, der har kostet et større beløb. Der er tale om Grønlandseksperten ApS, der i slutningen af januar blev erklæret konkurs. Dette kommer til at koste fonden ca. 2,3 mio. kr.
På baggrund af vulkanaskeudbruddet på Island forventer Rejsegarantifonden, at 2010 kan blive et år med store tab for fonden. Således hedder det i årsrapporten på baggrund af askekrisen: “der kan derfor desværre være både flyselskaber og rejsebureauer som må indstille virksomheden og indgive konkursbegæring, hvilket kan påføre fonden alvorlige tab.“
I alt 632 rejsearrangører var medlem af Rejsegarantifonden ved udgangen af 2009, hvoraf der blev registreret 79 nye medlemmer i 2009.