Rejsemedie skifter ejer

Søren Milholt har solgt sin ejerandel på 50 procent til Christian Adamsen, som dermed bliver eneejer af Rejsemagasinet Vagabond ApS.

Halvdelen af anparterne i Rejsemagasinet Vagbond ApS har skiftet ejer den 5. februar. Selskabet har de sidste mange år været drevet af Christian Adamsen og Søren Milholt i fællesskab. Men et planlagt generationsskifte har nu fundet sted lidt tidligere end planlagt.

De to ejere havde nemlig aftalt, at Søren Milholt skulle sælge sin andel til Christian Adamsen inden udgangn af 2014. Men salget er blevet fremskundet, da Christian Adamsen ønsker at iværksætte nogle langsigtede projekter, som påbegyndes i år, men først er klar til at blive realiseret i løbet af 2014 og 2015.

“Vi har planer om at udvide aktiviteterne i udlandet. Det gælder både rejsemesser, trykte magasiner og portaler,“ fortæller Christian Adamsen til CHECK-IN.dk.

Han understreger samtidig, at der ikke vil være ændringer i den daglige drift. Søren Milholt fortsætter i minimum to år mere med de samme funktioner som hidtil.

Nulresultat i 2012
Rejsemasinet Vagabond ApS udgiver magasinerne REJS, det interaktive branchemagasin FirstMover, et par brancheportaler og er samtidig arrangør af Rejsemessen for Kvalitetsrejser, der afholdes hvert år i oktober i Øksnehallen i København.

Aktiviteterne indbragte i 2012 et bruttoresultat på 1,3 mio. kroner, mens årets resultat sluttede i et minus på sølle to tusinde kroner. Men det var trods alt en tilbagegang på 188.000 kroner i forhold til 2011.

“Vi kunne godt have nået samme resultat i 2012 som året før, men valgte i andet halvår at prioritere indsatsen mere langsigtet. Men vi har mulighed for at skalere forretningen op uden at øge de faste omkostninger,“ mener Christian Adamsen.