Rejsemediehus overtager konkurrent

Rejsemediehuset Scandinavian Travel Media har overtaget konkurrenten TTG Nordic og lagt mediernes trykte magasiner sammen.

Allerede fra starten af september bliver der et blad mindre i dueslagene i mange rejsebureauer, biludlejningsselskaber, flyselskaber og lignende. Mediehuset Scandinavian Travel Media har nemlig købt konkurrenten TTG Nordic. Det betyder, at de to mediehuses trykte magasiner, Stand By og TTG Magasin, fra næste måned udkommer som ét blad. I Danmark under Stand By-navnet og i resten af Norden under TTG-navnet.

Med opkøbet håber Scandinavian Travel Media at kunne styrke sin position.

”Vi håber på at kunne få flere læsere og flere annoncører, når vi er ét blad,” forklarer administrerende direktør for Scandinavian Travel Media, Axel Rasmussen, til CHECK-IN.dk.

Han lægger ikke skjul på, at TTG Magasin og Stand By-bladet indtil nu har kæmpet om mange af de samme annoncørers gunst.

”Vi har sloges om de samme annoncører. Nu håber vi på at få bedre økonomi i forretningen,” understreger Axel Rasmussen.

Tidligere indehaver af TTG Nordic, Carsten Elsted, fortsætter som freelancejournalist på det nye fusionerede magasin.

TTG Nordics hjemmeside, ttgnordic.com, vil stadig levere daglige netnyheder sammen med Scandinavian Travel Medias eksisterende hjemmesider standby.dk, takeoff.dk og standbynews.com.

Afskrevet tilgodehavende
Scandinavian Travel Media kom ud af 2013 med et driftsunderskud på 980.569 kroner. Det var en halvering i forhold til 2012, hvor underskuddet var på den forkerte side af to mio. kroner. Trods et driftsunderskud i underkanten af en mio. kroner kom Scandinavian Travel Media ud med en bundlinje, der stadig var rød, men samtidig reduceret til 275.145 kroner. Det skyldes, at hovedaktionæren Lars Thuesen afskrev et tilgodehavende på 866.634 fra selskabet.