Rejser pynter på CV´et

Mange udenlandsrejser i bagagen kan være en fordel, når man skal søge job eller imponere ved et middagsselskab. Det bekræftes af en karriererådgiver og understøttes af en analyse, som Epinion har foretaget på vegne af Expedia.dk.

Halvdelen af alle danskere ville nævne udlandsrejser og deres rejseerfaring i et CV, hvis de skulle søge et nyt job. Det viser en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Epinion på vegne af rejsebureauet Expedia.dk.

Det er nemlig ikke længere eksamensbeviser og erhvervserfaring, som potentielle arbejdsgivere kigger på, når de skal vælge nye kandidater. Ansøgerne mener, at mange udenlandsrejser kan afspejle personligheden, hvilket kan være relevant for en ny arbejdsgiver. Men også forhold som livserfaring og sprogkundskaber er nogle af de ting, som rejser i udlandet kan føre med sig og dermed være kvalificerende i en jobansøgning.

“Historier om succeser og et engageret fritidsliv er et væsentligt bidrag til din profil og understøtter din jobsøgning. Udenlandsophold og rejser er i den sammenhæng betydelige elementer, særligt rejser der har et andet og dybere formål end ren afslapningsferie. Gennem din rejseaktivitet beviser du, at du besidder kernekompetencer som initiativ, mod selvstændighed og ikke mindst tilpasnings- og omstillingsevne, alt sammen egenskaber som vil vække en arbejdsgivers interesse,“ forklarer Mette Høy Søndergaard, der er partner i virksomheden KarriereCoach.

Karrierekonsulenten opfordrer til, at man har et afsnit i sit CV med overskriften “Rejseaktivitet / Udenlandsophold / International erfaring“. Her kan man berette om rygsækrejser, feltstudier, forretningsrejser og humanitært arbejde, mens charterferier ikke hører hjemme i den kategori.

Mette Høy Søndergaard advarer dog om, at man ikke tegner et billede af sig selv, som en eventyrlysten person, der blot venter på chefens tilladelse til at tage et fly afsted på endnu et rejseeventyr. Det bør derfor være en afrundet og balanceret beskrivelse, når man vil redegøre for sine rejseaktiviteter.

Kvinder foretrækker mænd med rejseerfaring
Blandt de 1.005 adspurgte danskere i Epinion-undersøgen, peger 28 procent af alle kvinder på, at man helst vil sidde til middagsselskab med en person, der har rejst meget i udlandet. Der kan således scores på rejseerfaring, hvis man er mand og ønsker at dele ud af sine erfaringer fra alverdens lande. Mændene foretrækker derimod først og fremmest en veluddannet person ved sin side, mens rejseerfaring kommer ind på en klar andenplads.

Der er også store muligheder for at møde beundring og anerkendende blikke, hvis man har rejst meget. Personer med stor rejseerfaring bliver set op til, og kun personer, der bruger en masse tid sammen med familien, ligger i højere kurs.

“Rejser er noget, der kan tilføre ny energi og inspiration til ens hverdag, men det kan også inspirere andre mennesker. Derfor er det ikke overraskende, at danskerne både beundrer og gerne vil være i selskab med berejste personer. Af samme grund skal man heller ikke undervurdere rejsers betydning for ens karriere, for udover at bidrage til ens CV, er rejser også en god indgangsvinkel til en samtale og kan bruges, hvis man vil udvide sit netværk, både privat og professionelt,“ fortæller Susanne Svensson, der er nordisk markedsføringsansvarlig for Expedia.

På CHECK-IN.dk har vi mange læsere med stor rejseerfaring. Således tikkede der i sidste uge en mail ind på redaktionen fra en læser, der blandt andet ville dele sine rejsebedrifter med os:

“Har selv været airborne 427 gange (371.834 km, 691h 10min og udledt 51T CO2) til 21 lande med 87 lufthavne, ombord i 48 luftfartsselskaber på 51 flytyper, flyver igen på fredag med TP757 til Lissabon.“

Denne læser må være det oplagte valg til bordherre ved ethvert middagsselskab og må samtidig formodes at have et CV, der retteligt bugner af rejseerfaringer.