- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Rekonstruktion af Condor er godkendt

Kreditorerne har godkendt plan om rekonstruktion af det tyske flyselskab Condor. Dermed ser fremtiden for selskabets 4.200 ansatte foreløbigt ud til at være reddet.

Det tyske flyselskab Condor var en del af Thomas Cook-koncernen, som gik konkurs i september sidste år.

Siden har der været arbejdet på en rekonstruktion af det tyske fritidsrejseselskab, og undervejs har Condor to gange måttet ty til statsstøtte fra den tyske forbundsregering og delstatsregeringen i Hessen for at overleve.

Det skete senest i april, efter at planer om at skabe en ny polsk-tysk luftfartskoncern faldt til jorden. Den statsejede polske luftfartsvirksomhed Polish Aviation Group (PGL) ønskede sammen med polske LOT at overtage Condor, men de planer blev forpurret af coronakrisen.

Det skabte et umiddelbart pres på likviditeten i Condor, og derfor måtte selskabet endnu engang måtte søge hjælp hos delstats- og forbundsregeringen, som stillede lånefaciliteter til rådighed for 550 millioner euro, hvilket svarer 4,1 milliarder kroner.

Ud af konkursbeskyttelse
Nu kan Condor imidlertid se en ny fremtid i møde, efter at kreditorerne på et møde i sidste uge godkendte selskabets seneste plan for en rekonstruktion. Dermed kan Condor ved udgangen af november sige farvel til en længere periode under konkursbeskyttelse.

”Den 1. december bliver en ny start for Condor som en sund virksomhed. For vores kunder og partnere betyder dette skridt, at de fortsat kan stole på Tysklands mest populære ferieflyselskab i fremtiden. På vegne af alle Condorians vil jeg gerne takke alle kreditorer for deres støtte og tillid,” siger Condors koncernchef, Ralf Teckentrup, i en pressemeddelelse.

Den anden rekonstruktionsplan for det tyske flyselskab blev forelagt distriktsretten i Frankfurt i slutningen af ​​august. Planen omfatter de tiltag, som Condor vil iværksætte for at forberede sig på en fremtid uden det konkursramte moderselskab Thomas Cook.

Nye overenskomster
Blandt de omkostningsbesparende foranstaltninger, som Condor allerede er i gang med at gennemføre, er flytning til et mere ydmygt hovedkvarter.

Selskabet har endvidere indgået nye overenskomster med fagforeninger for alle medarbejdergrupper, hvilket ifølge Condor giver mulighed for øget fleksibilitet og effektivitet, mens det samtidigt sikrer cirka 4.200 arbejdspladser indtil mindst december 2021.

 

Relaterede artikler:

LOT-køb af Condor er annulleret

Condor kan blive nationaliseret

Thomas Cook er kollapset