Rekordernes efterår hos DSB

Trods løvfald, der traditionelt forstyrrer togdriften, har DSB i oktober måned haft en rekordhøj punktlighed. Lidt mere end 92 % af fjern- og regionaltogene gik til tiden. Det er en forbedring på 10 procentpoint i løbet af en femårig periode.

En blomstrende vinderkultur og et forbilledeligt samarbejde med Banedanmark har skabt, hvad DSB kalder “Rekordernes efterår“. Kunderne har nemlig oplevet tårnhøj præcision gennem de seneste måneder. Og det har løvfaldet ikke kunnet ændre på.

Det er specielt DSB´s fjern- og regionaltog, der har leveret tog til tiden. I august var punktligheden 92 %, i september hele 93,7 %, mens oktober sluttede lidt lavere med 93,2 %.

Gør man de tre seneste måneder op, kan der konstateres, atseptember og oktober har sat rekord. Aldrig tidligere er DSB´s rettidighed været højere end i de to nævnte måneder. Foraugust skal man helt tilbage til 2001 for at finde en måned, der har højere rettighed.

”Kunder til tiden” og ”hvert sekund tæller” er blevet helt centrale begreber for medarbejderne i DSB. “Vi er lykkedes rigtig godt med at skabe en vinderkultur på tværs af fagområder og afdelinger i DSB. Alle i DSB ved, at tog til tiden er det vigtigste parameter for vores kunder, og medarbejderne sætter en stor ære i vise danskerne, at toget er særdeles konkurrencedygtigt i forhold til bilen og flyet. Også hvad angår præcision,“ forklarer trafikchef i DSB Stig Friisbæk.

Den høje rettidighed skal ses i lyset af, at oktober er den måned, hvor løvfaldet starter med at vise sit efterårsansigt. “Det er lidt for tidligt at tolke på hvordan vi har klaret det samlede løvfald, da de kommende uger også byder på blade på skinnerne. Men vi viser med vores rettidighedstal for oktober måned, at løvfaldet ikke er kommet bag på os og at vi sagtens kan køre tog igennem bladene og sikre, at de kommer til tiden,“ forklarer vicedirektør i Trafikplanlægning Ove Dahl Kristensen.

Fakta
DSB’s rettidighed for oktober måned de seneste fem år:
2010: 93,2 procent
2009: 86,1 procent
2008: 88,6 procent
2007: 88,1 procent
2006: 83,9 procent

Foto: Stig Friisbæk, der er trafikchef i DSB, kan glæde sig over den højeste punktlighed nogensinde i de seneste to måneder.