RiD: Feriegæsterne på vej tilbage til Egypten

Brancheorganisationen Rejsearrangører i Danmark vurderer, at optimismen og turisterne er på vej tilbage i Egypten. Udenrigsministeriets rejsevejledning opfordrer til forsigtighed og understreger, at sikkerhedssituationen i landet kan ændre sig hurtigt.

De politiske uroligheder i Egypten har været et alvorligt tilbageslag for landets turistbranche, der hvert år bidrager med 12 procent af bruttonationalproduktet.

Landet blev derforhårdt ramt økonomisk, da antallet af ugentlige turister faldt fra 210.000 til nul. Alene i februar gik Egypten glip af indtægter fra turisterne på 4,5 milliarder kroner og blandt andet de danske rejsearrangører indstillede alle rejser til de populære feriemål.

Ifølge Udenrigsministeriets officielle rejsevejledning er der dogfortsat udgangsforbud i hele landet fra 02.00 til 05.00 og det understreges, at sikkerhedssituationen i landet kan ændre sig hurtigt.

Samtidig bør rejsende undgå demonstrationer da risikoen for terror fortsat er aktuel, og rejsende opfordres til at udvise “den største forsigtighed“ på steder, hvor større menneskemængder er samlet.

Ikke desto mindre vurderer brancheorganisationen Rejsearrangører i Danmark, at optimismen nu vender tilbage i takt med, at turiststrømmen atter peger mod Egyptens seværdigheder som pyramiderne ogSharm el-Sheikh ved Det Røde Hav.

“Turisterne er begyndt at vende tilbage til et forandret, nærmest genfødt Egypten. Vore samarbejdspartnere er fulde af optimisme og glæder sig naturligvis til, at turismen kommer op i fulde omdrejninger,“ siger formanden for brancheorganisationen Rejsearrangører i Danmark, Peder Hornshøj, der også er administrerende direktør i Bravo Tours.

“Salget af rejser til Egypten går godt igen. Det er glædeligt, for mange rejsearrangører har virkelig savnet Egypten, der især i vintermånederne er et af danskernes foretrukne rejsemål og antalsmæssigt på niveau med De Kanariske Øer. Både strandene, dykke- og snorkelmulighederne og de historiske og kulturelle attraktioner tiltaler mange danskere,“ siger Peder Hornshøj.

Og Egyptens kvalitet som ferieland kan få et løft i kølvandet på den ufrivillige pause.

“Pausen har været brugt til investeringer, og mange hoteller har benyttet tiden til at renovere værelser og faciliteter,“ siger RiD-formanden.

I 2010 holdt 135.000 danskere ferie i Egypten, og her venterPeder Hornshøj samlet set en tilbagegang i 2011. Men den kommende vintersæson ser ud til at nå mindst samme niveau som tidligere.

“Der er mange fordele ved at være turist i Egypten lige nu. De populære attraktioner er ikke så overfyldte, som da turismen var på sit højeste, og priserne er mange steder faldet, fordi restauranter og butikker mangler kunder,“ siger Peder Hornshøj.

Begivenheder i Egyptens nabolande og andre steder i regionen førte i slutningen af januar og begyndelsen af februar 2011 til protestdemonstrationer og uroligheder i Egypten. Efter omfattende demonstrationer og voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi inden præsidenten siden valgte at træde tilbage.