Risiko for brændstofmangel i Europa

De europæiske lufthavne kan risikere at løbe tør for flybrændstof i den kommende vinter. Flere skotske lufthavne oplever allerede nu problemer.

Lagrene med flybrændstof er i øjeblikket mindre end de har været tidligere år. Samtidig er der færre olieraffinaderier i Europa og USA end der var for et år siden. Det får internationale analytikere til at advare om, at luftfartsindustrien kan risikere at løbe tør for flybrændstof i den kommende vinter. Det skriver Reuters.

Typisk fyldes brændstoflagrene op forud for vinteren. Men den nuværende markedsstruktur gør det dyrt at lade brændstof ligge på lager for længe. Derfor er lagrene ikke nær så store som de plejer at være ved denne tid på året.

Mere sårbar
Samtidig har de høje oliepriser betydet, at adskillige raffinaderier i Europa og USA er blevet lukket. Dermed bliver fødekæden mere sårbar, hvis et af de tilbageværende raffinaderier sættes ud af produktion i kortere eller længere tid.

Og det var netop hvad der skete i Skotland i sidste uge. Problemer på Grangemouth olieraffinaderiet betød, at det ikke kunne levere flybrændstof til flere skotske lufthavne, som måtte trække på deres egne lagre for at undgå aflysninger af flyafgange.

Mens lufthavnen i Edinburgh helt frem til tirsdag i denne uge var nødt til at rationere brændstoffet og bede luftfartsselskaberne om at tanke deres fly i andre lufthavne, så formåede man i Glasgow at klare sig med det brændstof, som lufthavnen havde liggende på lager.

Mandag var raffinaderiet igen i stand til at levere flybrændstof til de skotske lufthavne.