Kabinepersonalet i Lufthansa-datterselskabet Eurowings nedlægger arbejdet onsdag, hvis hastigt arrangerede overenskomstforhandlinger ender uden resultat.
Det var egentlig meningen, at kabinepersonalet i Lufthansa-datterselskabet Eurowings skulle have nedlagt arbejdet mandag morgen og dermed lammet en stor del af Lufthansas europæiske rutenetværk. Eurowings står nemlig for at betjene mange af de Lufthansa-ruter, som udgår fra andre tyske lufthavne end Frankfurt og München, som er Lufthansas store trafikknudepunkter.
Men under et døgn før strejken skulle være brudt ud, blev parterne enige om at sætte sig til forhandlingsbordet og genoptage de forhandlinger om en ny overenskomst, som brød sammen i slutningen af september. Parterne mødtes mandag og forventes at fortsætte forhandlingerne tirsdag. Hvis det heller ikke i denne omgang lykkes at nå en aftale, så kan en strejke træde i kraft allerede onsdag morgen.
Et ordentligt boost
Kabinepersonalets fagforening, UFO, erklærede torsdag i sidste uge, at forhandlingerne nu definitivt var mislykkedes og derfor var en strejke fra morgenstunden mandag uundgåelig.
I løbet af weekenden lykkedes det dog UFO og Eurowings-ledelsen at blive enige om at give det et forsøg mere. Kabinepersonalet ønsker sig bedre arbejdsvilkår og højere løn. Desuden er personalet bekymret for konsekvenserne af planen om, at Eurowings i starten af det nye år indlejer 35 Airbus-fly med besætninger fra airberlin. De skal være med til at give Eurowings et ordentligt boost og åbne mange nye ruter.
Eurowings står som nævnt for at betjene en stor del af Lufthansas sekundære rutenetværk fra blandt andet Berlin, Hamborg og Düsseldorf. Selskabet har ingen ruter til Danmark, men flyver blandt andet til Stockholm Arlanda.
Relaterede artikler:
Lufthansa: Fremskridt i Eurowings
Eurowings bekræfter interesse i SAS
Medie: Lufthansa vil overtage driften af 40 airberlin-fly
Lufthansa-datter åbner base i Østrig