Der er delte meninger om den aktuelle efterspørgsel og udbud af kapacitet på markedet for ad hoc-charterflyvninger.
Det er ikke altid at et rutefly er den billigste eller mest fleksible løsning, når virksomheder, myndigheder, sportsklubber og lignende har brug for at få fløjet større grupper af mennesker. Så kan det ofte være mere hensigtsmæssigt at leje et fly selv til en enkel eller ganske få flyvninger. Det kaldes i fagsproget ad hoc-charter og er et attraktivt marked for en håndfuld danske flyselskaber.
Flere branchekilder peger på, at der er meget lidt ledig kapacitet på markedet for ad hoc-charter. Meget få fly at få fat i.
Derfor vakte det også begejstring blandt formidlerne af ad hoc-charter, de såkaldte brokere, da CHECK-IN.dk tirsdag i denne uge kunne fortælle, hvordan det danske charterflyselskab Primera Air vil have en større bid af kagen på det givtige marked for ad hoc-charter. Selskabet har netop anskaffet sig sit ottende Boeing 737-fly.
Sagen er imidlertid den, at flyet allerede er afsat til seriecharter fra Frankrig fra april frem til oktober. Og derfor vil selskabets udbud af ledig kapacitet til brug for ad hoc-charter primært være med de fire fly, som selskabet har baseret i danske lufthavn. Og kun når der er huller i selskabets program med seriecharterflyvninger for charterarrangører i Primera-koncernen og andre aktører.
”Vi har lidt huller i programmet og dem vil vi gerne have solgt til ad hoc-charter. Det drejer sig typisk om eftermiddage på hverdage,” forklarer Jacob Helle, kommerciel direktør i Primera Air.
Udnyttes maksimalt
Hos en af de store aktører på markedet, Danish Air Transport, kan man godt forstå at Primera Air vil ind på markedet. For der er mangel på kapacitet.
”Det er meget knebent med ledig kapacitet. Men når vores MD-83 fly til juni vender hjem fra sin verdensturné med Coca-Cola, så vil det hjælpe på det,” påpeger direktør Jesper Rungholm fra Danish Air Transport.
Selskabet er lige nu ved at anskaffe sig et Airbus A320-fly, som skal udnyttes maksimalt til seriecharter i den kommende sommersæson. Og det giver mulighed for at dedikere MD-83 flyet næsten 100 procent til ad hoc-charter.
”MD-83’eren skal kun hjælpe til med seriecharter på lørdage og søndage i de otte uger i højsæsonen. Så vi kommer til at gå aggressivt ud med det fly på ad hoc-markedet, når det er hjemme igen. Og det vil have den fordel, at det kan blive derude hvor kunden er fløjet hen indtil han skal tilbage, fordi det ikke skal hjem og flyve seriecharter indimellem,” forklarer Jesper Rungholm.
Rigelig med kapacitet
Hos den anden store danske aktør, Jet Time, kan man ikke genkende billedet af et marked, hvor kapaciteten ikke kan matche efterspørgslen.
”Der er masser af ledig kapacitet uden for de otte uger i højsæsonen fra midten af juni til midten af august. Men her er efterspørgslen efter ad hoc-charter også meget lille. Men uden for den periode er der rigelig med kapacitet til at håndtere efterspørgslen,” understreger direktør Klaus Ren fra Jet Time, der har en flåde på omkring 15 Boeing 737-fly.
Blandt aktørerne på det danske marked for ad hoc-charter finder man blandt andre også færøske Atlantic Airways med deres Airbus A319-fly og svenske Malmø Aviation med deres RJ-jetfly. Desuden forsøger Alsie Express at gøre sit indtog med det ene af de ATR72-fly, som selskabet fra Sønderborg råder over. For selskabet har kun brug for ét fly til at betjene sin rute fra Sønderborg til København. Men så er vi også nede i et turbopropfly med 48 sæder, mens de øvrige aktører tilbyder jetfly med mellem 100 og 189 sæder.
Jet Time og deres Boeing 737-fly er blandt de væsentligste aktører på markedet for ad hoc-charter.