- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Russiske flyselskaber vil atter flyve til Cuba

Fra oktober og fremefter vil Nordwind Airlines igen flyve passagerer til Cuba, men det europæiske flyveforbud vanskeliggør flyvningerne. Flere russiske selskaber forventes at følge trop.

Som følge af landets krig mod Ukraine er Ruslands erhvervsliv og visse private borgere blevet sanktioneret fra flere sider, ligesom flyselskaber fra landet er blevet underlagt et flyveforbud over blandt andet Europa, der har vanskeliggjort flytrafikken til en hel del destinationer.

Før krigen var Cuba et yndet rejsemål blandt de russiske turister, og i januar i år var der 17 ugentlige flyvninger mellem Rusland og republikken i det Caribiske Hav, der blev befløjet af de fire russiske flyselskaber Aeroflot, Azur Air, Nordwind Airlines samt Royal Flight Airlines.

Flytrafikken blev dog skrinlagt, da flyveforbuddet over Europa trådte i kraft, men det står til at blive ændret fra den 1. oktober. Fra denne dag planlægger Nordwind Airlines nemlig at foretage fire ugentlige flyvninger mellem Moskva og Varadero samt tre ugentlige til Cayo Coco i et Boeing 777-300ER-fly.

Må benytte alternativ rute
Tidligere har flyselskaberne fra Rusland gjort brug af luftrummet over Europa, når de skulle beflyve destinationer i Latinamerika, men det er ikke længere muligt. Det vides derfor heller ikke hvilken rute, som Nordwind Airlines vil benytte til Cuba, men der spekuleres i, at den bliver tilrettelagt i stil med tre flyvninger, som flyselskabet foretog i august.

Her fløj Nordwind Airlines mellem lufthavnen Moskva-Vnukovo og Simon Bolivar International Airport ved Venezuelas hovedstad Caracas, og det foregik således, at flyselskabet fløj nord på fra Moskva og undgik luftrummet i Finland, Sverige og Norge ved at flyve over Barentshavet.

Dernæst gik flyvningerne vest over Norskehavet, inden der blev fløjet syd på mellem Island og Grønland og videre over Atlanterhavet, mens piloterne undgik både USA’s og Canadas luftrum. Flyvetiden var i gennemsnit mellem 12 og 13 timer. Det skriver Simple Flying.

Flere forventes at følge trop
På baggrund af nyheden om at Nordwind Airlines forventer at genoptage flyvningerne, udtalte Juan Carlos Escalona, der arbejder med at fremme russisk turisme på den cubanske ambassade i Moskva, at landet er klar til igen at byde turister fra Rusland velkommen.

Escalona tilføjede derudover, at han forventer, at flere rejsebureauer og flyselskaber vil følge trop og atter sende turister til Cuba. Den melding er Rosaviatsia, som er Ruslands civile luftfartsmyndigheder, tilsyneladende enige i.

Ifølge det russiske nyhedsbureau TASS har Alexander Neradko, som er chef for Rosaviatsia, oplyst en række cubanske samarbejdspartnere om, at flere russiske flyselskaber planlægger at genoptage trafikken til Cuba i den nære fremtid med henblik på at udvikle turismen mellem de to lande.


Relaterede artikler:

Russiske piloter må ikke søge job i udlandet

Russiske flyselskaber vil etablere sig i Tyrkiet

200 procent flere flyrejser til Rusland fra tre lande