Rovaniemi Airport i Lapland i det nordlige Finland. (Foto: Finavia)

Rutevæksten fortsætter i finsk Lapland

De nordlige lufthavne i Finland fortsætter væksten med 10 nye internationale ruter i den kommende vintersæson. Regionens største lufthavn er Rovaniemi med 37 ruter hen over vinteren.

Turismen i Lapland har haft massiv fremgang gennem flere år, og det har resulteret i flere ruter og mange flere passagerer i regionens lufthavne.

Finavia, der driver de finske lufthavne, fortæller, at fremgangen for lufthavnene i finsk Lapland vil fortsætte i den kommende vinter med flere nye internationale ruter.

Samlet set bliver der i sammenligning med den foregående vinter 31 nye ruter fra Finavias lufthavne i det kommende vintertrafikprogram, der løber fra 25. oktober 2026 til 27. marts 2027. Og lufthavnene i Lapland vil stå for omkring en tredjedel af de nye ruter.

Har rekrutteret 120 nye ansatte
Fra Petri Vuori, direktør for ruteudvikling hos Finavia, lyder det, at Finlands tilgængelighed bliver styrket den kommende vinter med flere nye internationale ruter.

”Den voksende interesse blandt flyselskaber afspejler tillid til udviklingen i efterspørgslen på rejser til Finland og understøtter landets samlede internationale forbindelse,” siger han.

”Væksten i vintersæsonen vil især blive drevet af Laplands lufthavne, som vil få ruter til i alt 10 nye destinationer i hele Europa. Det udvidede rutetilbud afspejler en særlig stærk efterspørgsel fra Centraleuropa og Storbritannien.”

Som led i forberedelserne med at kunne håndtere et kraftigt stigende antal turister i vintersæsonen indledte Finavia i juni ansættelse af nye medarbejdere. Således blev der slået i alt 120 nye job op i lufthavnene i Rovaniemi, Kittilä, Ivalo og Kuusamo. I disse turismedrevne lufthavne i det nordlige Finland mangedobles antallet af passagerer hen over vinteren i forhold til om sommeren.

Rovaniemi er største Lapland-lufthavn
Den største lufthavn i finsk Lapland ligger i Rovaniemi, som vil have i alt 37 ruter i den kommende vinter – heraf er 36 direkte internationale forbindelser. Blandt lufthavnens nye ruter er London-Gatwick med BA Euroflyer, Newcastle med EasyJet, München med Lufthansa og Prag med Eurowings.

I den kommende vinter vil lufthavnen i Kittilä have i alt 15 ruter, og blandt de nye er Amsterdam med Transavia, Bruxelles med Brussels Airlines samt Liverpool og London-Luton med EasyJet.

Lufthavnen i Kuusamo får ni ruter hen over vinteren, hvoraf Air Baltic vil stå for flere af dem med nye ruter til Berlin, London-Gatwick og Riga. Ivalo Lufthavn, der kan tilbyde otte ruter til vinter, får en ny rute til München med Discover Airlines, mens Brussels Airlines åbner en ny rute fra Bruxelles til Kemi-Tornio, der får to ruter hen over vinteren.

Finnair vil fortsat være det flyselskab med flest flyvninger til lufthavnene i Lapland i den kommende vinter.

Har investeret i flere lufthavne
Det stigende antal passagerer fik Finavia til at investere lidt mere end 20 millioner kroner i en udvidet og moderniseret afgangsterminal i Rovaniemi Lufthavn sidste år. Åbningen fandt sted i oktober 2025 og gav 1.000 kvadratmeter mere til passagererne.

Hen over de seneste godt 10 år har Finavia investeret, hvad der svarer til cirka 750 millioner kroner i lufthavnene i Lapland.

Lufthavnene i Lapland har således haft flere år med stærk vækst og udgør efterhånden en stor del af det samlede Finavia-udbud. I den kommende vinter kan den finske lufthavnsoperatør tilbyde i alt 163 internationale ruter til 103 lufthavne.

Helsinki Lufthavn som Finlands klart største lufthavn står naturligvis for en stor del af ruterne i den kommende vinter. Blandt rutenyhederne er Melbourne i Australien med Finnair fra 24. oktober, ligesom selskabet også har flere andre nye ruter på programmet til særligt europæiske destinationer – herunder blandt andet Stavanger og Umeå.

 

Relaterede artikler:

Finavia masseansætter: 120 nye jobs i nordlige lufthavne

Nordens hurtigst voksende lufthavn er udvidet

Rekord til Lapland: 16 gange om dagen til Rovaniemi