Ryanair åbner København-rute for anden gang

I februar annoncerede Ryanair en rute fra København til Sevilla med opstart i oktober, og nu annonceres ruten igen – og denne gang med start i 2018.

Gammel vin på nye flasker. Det begreb har nu også vundet indpas hos Ryanair.

Det irske lavprisflyselskab annoncerede den 15. februar i år en rute mellem København og Sevilla til opstart i slutningen af oktober måned. Sidenhen forsvandt ruten uden videre fra bookingsystemet, da Ryanair af kommercielle grunde ikke ønskede at gennemføre ruteopstarten.

Nu forsøger selskabet sig igen og har derfor udsendt en pressemeddelelse med overskriften: “Ny Ryanair-rute til København.” Denne gang ventes ruten åbnet til sommertrafikprogrammet 2018, hvilket vil sige i slutningen af marts måned. Der vil også være tale om to ugentlige afgange.

“Af kommercielle grundet opererede vi ikke ruten som tidligere annonceret. Det bliver en sommerrute for 2018, når den starter. Vores vintertrafikprogram for 2018/19 er ikke fastlagt endnu,” siger Chris Lundshøj, ansvarlig for salg og markedsføring hos Ryanair i Norden, til CHECK-IN.dk.

Mange Spanien-flyvninger fra Danmark
Med Ryanair-ruten til Sevilla bliver det muligt at gennemføre flyvningen til hovedstaden i Andalusien på blot tre timer og 40 minutter. I dag er de bedste flyforbindelser fra København til Sevilla med Vueling via Barcelona, Lufthansa via Frankfurt eller Brussels Airlines med flyskifte i Bruxelles. Der skal dog minimum påregnes fem og en halv times rejsetid inklusive transfer.

Spanien bliver i stigende grad mere populær hos danske rejsende. Ryanair flyver i forvejen fra København til Alicante, Madrid, Málaga, Tenerife og Valencia, og fra Billund Lufthavn er der også Ryanair-afgange til Alicante, Barcelona, Málaga og Palma de Mallorca.

Samtidig er det i dag muligt at flyve med enten rute- eller charterfly direkte fra Danmark til 15 af de største lufthavne i Spanien. Der er tale om destinationerne Alicante, Almeira, Barcelona, Fuerteventura, Girona-Costa Brava, Ibiza, Lanzarote, La Palma, Las Palmas, Madrid, Málaga, Menorca, Palma de Mallorca, Tenerife og Valencia.

 

Relaterede artikler:

Ryanair skærer ned i København

Dansk rejseboom til Spanien

Ny Ryanair-rute fra København til Sevilla