- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair: Anden bølge af COVID-19 er vores største frygt

Ryanairs kvartalsregnskab viser som ventet store tab på grund af coronapandemien. Selskabets økonomiske forventninger er suspenderet på grund af usikkerheden omkring COVID-19.

På denne årstid modtager aktionærer, investorer og nyhedsredaktioner næsten dagligt regnskaber fra et eller flere flyselskaber. Denne mandag var det Europas største lavprisselskab, Ryanair, der offentliggjorde sit regnskab, og da selskabet kører med forskudt regnskabsår, var det regnskabet for første kvartal – og ikke halvåret – som blev offentliggjort. Men det ændrer ikke på, at Ryanair, som alle andre flyselskaber, naturligvis er hårdt ramt af coronapandemien.

Passagertallet faldt med 99 procent og omsætningen med 95 procent, hvilket resulterede i et driftsunderskud på 185 millioner Euro (1,3 milliarder danske kroner). Det skal holdes op imod et overskud på 243 millioner Euro (1,8 milliarder kroner) i samme periode i fjor.

I allerførste kommentar til regnskabet slår Ryanair da også fast, at det forgangne kvartal har været det mest udfordrende i selskabets 35-årige historie.

Regnskabet viser også, at Ryanair forventer at operere cirka 40 procent af normalen i juli, 60 procent i august og forhåbentlig 70 procent i september.

Forbundet med stor usikkerhed
Men i de økonomiske forventninger til den nærmeste fremtid slår Ryanair fast, at de forhåbninger er forbundet med stor usikkerhed.

”Det er umuligt at forudsige, hvor længe COVID-19-pandemien vil vare, og en anden bølge af COVID-19-tilfælde over hele Europa i det sene efterår (når den årlige influenzasæson begynder) er vores største frygt lige nu,” skriver Ryanair i regnskabet.

Af samme grund har selskabet suspenderet sin finansielle guidance til hele regnskabsåret. De eneste reelle forventninger, som Ryanair kommer med, er en forhåbning om at nå op på cirka 60 millioner passagerer i indeværende regnskabsår – mod 149 millioner sidste år – og at driftsunderskuddet bliver lavere i næste kvartal, nu da trafikken trods alt er kommet i gang.

Langer ud efter konkurrenterne
I vanlig Ryanair-stil benytter selskabet også regnskabet til at lange ud efter nogle af sine konkurrenter, nemlig de nationale, europæiske flyselskaber, som det irske lavprisselskab notorisk ikke har meget til overs for.

”Den (COVID-19-pandemien, red.) har udløst en strøm af ulovlig statsstøtte i milliardstørrelse fra EU-regeringerne til deres flagskibsselskaber, herunder Alitalia, Air France / KLM, Lufthansa, SAS, TAP og andre. Denne ulovlige statsstøtte vil forvride konkurrencen og give de ikke-bæredygtige flag carriers mulighed for at sælge billetter til under kostpris i mange år fremover,” skriver Ryanair i noterne til regnskabet

Krisen vil gavne Ryanair
Ryanair forventer dog, at de mange nedskæringer, som konkurrenterne har været tvunget til, i sidste ende vil gavne det irske flyselskab. Nedskæringerne vil nemlig give Ryanair mulighed for at udvide både sit netværk og sin flyflåde, samt drage fordel af de lavere lufthavnsomkostninger og lavere priser på fly, som uvilkårligt vil blive resultatet af krisen.

”Ryanair vil komme ud af COVID-19-krisen med en meget lavere omkostningsbase, hvilket vil være vigtigt for at finansiere lavere priser, når selskabet skal konkurrere mod de ulovligt statsstøttede flagskibsselskaber,” slutter Ryanair sit regnskab.

 

Relaterede artikler:

Ryanair vil lukke tyske baser

Brutal Ryanair-aktion i Wien

Ryanair har udsigt til rekordtab