- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair anklager Polen for diskrimination

Ryanair har klaget til EU-Kommissionen over den polske regerings trafikbegrænsninger fra den 1. maj, der angiveligt favoriserer LOT. Ryanair står til at miste 11.000 passagerer om dagen.

Fra den 1. til den 31. maj indfører den polske regering trafikbegrænsninger i de to Warszawa-lufthavne for at imødegå mangel på flyveledere, da hovedparten af flyvelederne ved de to hovedstadslufthavne har opsagt deres stillinger i utilfredshed med et nyt udspil til løn- og arbejdsforhold.

Det har medført, at flytrafikken til og fra Warszawa begrænses til tidsrummet mellem kl. 09.30 og 17.00, og herudover vil flytrafikken blive prioriteret til og fra 32 navngivne lufthavne. Det går blandt andet ud over Ryanair, da trafikken til Stockholm-Arlanda, Milano og andre lufthavne således ikke er blevet prioriteret, mens både Københavns Lufthavn og Oslo Lufthavn står på listen over prioriterede lufthavne.

Begrænsningerne betyder, at Ryanair og Wizz Air hver har mulighed for at operere to ruter i hele maj måned, mens LOT Polish Airlines kan flyve på hele 19 ruter til og fra Warszawa. 

Hos Ryanair mener man, at den polske regering benytter lejligheden til at beskytte det nationale flyselskab, mens Ryanair bliver tvunget til at annullere 55 ud af 57 ruter til Warszawa i hele maj. Det vil samlet koste 11.000 passagerer om dagen eller omkring 300.000 for hele måneden.

Klager til EU-Kommissionen
Ryanair undrer sig blandt andet over, at den polske regering har inkluderet Berlin og Vilnius på listen over de byer, hvortil der skal sikres flytrafik, selvom begge byer er inden for køreafstand. Der peges også på, at beskyttelse af operationer til Rzeszow og Stettin heller ikke er nødvendige for konnektiviteten til og fra Warszawa.

“Premierministerens dekret diskriminerer uretmæssigt Ryanair – Polens største flyselskab – og vores passagerer ved at reducere vores drift i Warszawa Modlin til to ruter i tilfælde af et ATC-kapacitetskollaps i Warszawa den 1. maj, samtidig med at 19 LOT-ruter beskyttes ud af Warszawa Chopin. Hvis dette ulovlige dekret får lov til at stå i maj måned, vil over 300.000 Ryanair-passagerer få deres fly aflyst, mens LOT vil fortsætte med at operere halvtomme regionale jetfly på indenrigsruter,” siger Ryanairs koncernchef Michael O’Leary.

“Vi opfordrer EU-kommissærerne Valean og Vestager til at gribe ind i dag for at sikre, at grundlæggende principper i EU-lovgivningen bliver respekteret af den polske premierminister og for at forhindre denne åbenlyse diskrimination af Ryanair og vores kunder.”

 

Relaterede artikler:

København prioriteret i polsk nødtrafikprogram

Ryanair skal uddanne nye piloter i Polen

Ryanair indklager Polen for EU