Ryanair skal i partnerskab med den polske flyveskole Bartolini Air uddanne piloter de kommende år. Foto: Ryanair

Ryanair skal uddanne nye piloter i Polen

Ryanair har indgået samarbejde med en polsk flyveskole, hvor mere end 300 piloter vil blive uddannet til at arbejde i det irske lavprisflyselskab hen over de næste fire år.

Med 431 Boeing 737-800-fly i sin flåde har Ryanair løbende brug for at ansætte et væld af piloter for at kunne fortsætte væksten i Europa og udfylde vagtplanerne.

En del af de piloter, Ryanair vil ansætte i de kommende år, vil få deres uddannelse fra en polsk flyveskole. Det irske lavprisflyselskab har således indgået uddannelsespartnerskab med den Polen-baserede internationale flyveskole Bartolini Air for fortsat at kunne ansætte højtkvalificerede piloter.

Ryanairs pilotuddannelse på den polske flyveskole tager 18 måneder, hvor eleverne skal gennem et intensivt og struktureret træningsprogram for at opnå deres pilotlicens. Og samtidig få en standard, hvor de med det samme kan tage del i Ryanairs type-rating til Boeing 737.

Pilotelever fra hele Europa
Piloteleverne vil blive trænet af instruktører fra Bartolini Air, der bruger procedurer fra Ryanair. Mere end 300 piloter vil i løbet af de næste fire år blive rekrutteret fra hele Europa og trænet i lufthavnene i Lodz og Olsztyn-Mazury, hvor Bartolini Air holder til.

”Dette nye Ryanair-Bartolini Air-partnerskab vil give flyselskabet en stabil forsyning af talentfulde og professionelle piloter fra hele Europa for at imødekomme behovene i vores voksende netværk,” siger Senan O’Shea, uddannelsesleder i Ryanair.

”Vi har omhyggeligt valgt Bartolini Air som vores kadettræningspartner i Polen på grund af deres høje standarder i indledende flyvetræning og MCC-træning (Multi Crew Co-operation, red.).”

Skal ansætte 5.000 piloter
Ryanair har planer om at ansætte op til 1.000 piloter om året hen over de næste fem år. En stor del af dem vil få base i Central- og Østeuropa, hvor Ryanair har i alt 12 baser, hvoraf fem af dem er i Polen. Ryanair har dagligt over 100 flyvninger til destinationer i Polen.

Bartolini Air er en af de største flyveskoler i Central- og Østeuropa. Skolen har hidtil uddannet over 1.500 piloter fra 56 forskellige lande, og flere af dem arbejder i Ryanair.

”Piloteleverne vil træne på en flåde af moderne enkelt- og dobbeltmotorede propelfly, simulatorer og i et professionelt miljø, som vil ruste dem til en spændende og opfyldende karriere med vores partnerflyselskab, Ryanair,” siger Bartłomiej Walas, grundlægger af – og præsident i – Bartolini Air.

Partnerskab med første britiske flyveskole
Tilbage i slutningen af juni annoncerede Ryanair, at det har indledt et stort partnerskab med flyveskolen VA Airline Training i den engelske by Cambridge. I løbet af de næste tre år vil flyveskolen udklække over 300 nye piloter fra hele Europa, og de vil ligeledes blive rustet til at få job hos Ryanair, der samlet set har 86 baser fordelt på 38 lande.

Samarbejdet med VA Airline Training er Ryanairs første uddannelsespartnerskab med en britisk flyveskole. Skolen ligger tæt på London Stansted-lufthavnen, hvor Ryanair har sin største base.

Nogle af de største flyveskoler i Danmark tæller Billund Air Center samt Center Air Pilot Academy og Copenhagen AirTaxi i Roskilde Lufthavn.

 

Relaterede artikler:

Ryanair-piloter skal stemme om sommerstrejke

Op til 1.500 jobs i fare hos Ryanair

Piloter fra SAS og Ryanair i samarbejde