Ryanair-billetter kan nu ændres efter online check-in

Det irske lavprisflyselskab Ryanair bøjer nu af overfor krav og ønsker fra forretningsrejsende og andre med et hyppigt rejsebehov. Det bliver nu muligt at ændre sin billet frem til kl. 17.00 dagen før planlagt afgang.

Ryanair imødekommer et stort ønske fra hyppigt rejsende kunder, når selskabet med virkning fra 1. september tilbyder mulighed for at ændre billetten – også efter online check-in.

Som forventet bliver det ikke gratis at ændre sin billet. Det vil være muligt at ændre navn eller afrejsetidspunkt for en pris af €15 per passager per strækning, hvilket svarer til ca. 225 danske kroner for en returbillet med to strækninger.

Ændringen skal dog ske per telefon til Ryanairs centrale telefonbooking, hvilket traditionelt kan være en udfordring, da der ofte kan være ventetid og problemer med tilgængeligheden.

Ryanair fortæller i en pressemeddelelse, at den nye tjeneste vil være til rådighed indtil kl. 17.00 (centraleuropæisk tid)dagen før planlagt afrejsedato og “under forudsætning af, at den centrale telefonbooking er åben“.

“Ryanair er glade for at kunne introducere en ny ‘uncheck’ service, som giver passagererne mulighed for at få adgang til at ændre deres booking, efter de har checket ind online.Denne service er specielt anvendelig for de rejsende, der har brug for at ændre deres rejseplan, og tjenesten er tilgængelig via Ryanairs bookingcenter frem til kl. 17.00 aftenen før planlagt afgang,“ siger Ryanairs kommunikationschef Stephen McNamara.

Det nye tiltag fra Ryanair kommer kort tid efter, at konkurrenten easyJet har lanceret en såkaldt “Flexible Fare“, der giver mulighed for at ændre billetten indenfor en uge før og tre uger efter planlagt rejsedato.

Udspillet fra fra Europas to største lavprisflyselskaber er endnu et eksempel på, at lavprisflyselskaberne nærmer sig de traditionelle netværksselskaber, ligesom der også er eksempler på, at netværksselskaberne indfører services, der er stærkt inspireret af lavprisflyselskaberne.