Ryanair etablerer base i Manchester

Det irske lavprisflyselskab Ryanair fortsætter ekspansionen mod de større internatinale lufthavne. Sidste år valgte Ryanair at etablere base i Barcelona-El Prat lufthavnen, og nu er turen kommer til Manchester Airport. Men selskabet går udenom Danmark i valget af ruter fra den midtengelske lufthavn.

Det irske lavprisflyselskab Ryanair har åbnet selskabets base nr. 45. Det er Manchester Airport, der er udset til at være endnu en base for selskabet på det britiske marked.

De største Ryanair-baser er i dag London-Stansted (+120 daglige afgange), Dublin (+70 daglige afgange), Milano-Bergamo (+70 daglige afgange), Brussels-Charleroi (+45 daglige afgange) og Alicante (+30 daglige afgange).

I Skandinavien har Ryanair indtil videre kun valgt Stockholm-Skavsta og Oslo-Rygge som baselufthavne, mens selskabet flyver til Billund og Aarhus fra en række af de europæiske baser.

Opsigtsvækkende valg

Valget af Manchester Airport som ny base for Ryanair er ganske opsigtsvækkende. Det understreger beslutningen om fremover i stigende grad at satse på de større internationale lufthavne, som hidtil ikke har været en del af Ryanair-strategien.

Allerede sidste år fik markedet den første antydning i den retning, da Ryanair åbnede base i Barcelona El-Prat lufthavnen, der er Europas 10. største lufthavn med mere end 29 millioner passagerer.

Manchester Airport havde i 2010 næsten 17,8 millionerer og rangerede som nr. 24 på listen over de største lufthavne i Europa.

Ryanair har dog tidligere trafikeret Manchester Airport med op til 10 ruter – dog uden at have base i lufthavnen. Men i 2009 fjernede Ryanair alle ruter til lufthavnen med undtagelse af ruten fra Dublin. Årsagen var uenighed om “vilkårene“ for Ryanairs tilstedeværelse.

Går udenom Danmark

Med den nye Ryanair-aftale forventes det, at passagertallet fra Manchester Airport vil blive øget med ca. 2 millioner om året. Det sker gennem Ryanairs etablering af 26 nye ruter fra lufthavnen. Det første 17 ruter åbnes til vintersæsonen 2011/12, når Ryanair stationerer to basefly i lufthavnen. I sommeren 2012 bliver yderligere to fly tilført basen, således at de resterende 9 ruter vil blive åbnet.

Oslo-Rygge bliver den eneste skandinaviske destination fra Manchester Airport. Således går Ryanair i første omgang udenom såvel Sverige som Danmark, der ikke får del i de 26 ruter.

Det bliver de britiske konkurrerende lavprisflyselskaber easyJet og Jet2com, der i første omgang bliver påført hård konkurrence i Manchester fra det irske lavprisflyselskab.