Ryanair Boeing 737-800 (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Ryanair flyver fra konkurrenterne

Ryanair voksede i januar måned med 25 procent, hvilket svarer til 1,5 mio. passagerer. Dermed er konkurrenterne for alvor fløjet agterud.

Europas største lavprisflyselskab har i januar cementeret sin position Med en passagervækst på 25 procent nåede Ryanair op på næsten 7,5 mio. rejsende med selskabets fly.

Dermed er det irske flyselskab tilbage på tidligere tiders vækstspor, hvor det var mere reglen end undtagelsen med tocifrede vækstrater.

Udover en kraftig passagervækst formåede Ryanair også at få flere passagerer ombord på hvert fly. Belægningen blev således øget med fem procentpoint fra 83 til 88 procent.

“Dette rekordhøje passagertal og tilsvarende belægningsprocent skyldes den fortsatte succes med vores ‘Always Getting Better’ kunde-program, som fortsætter med at levere over forventning,“ siger Kenny Jacobs, der er marketingdirektør i Ryanair.

Med 1,5 mio. flere passagerer i flyene i forhold til samme måned sidste år satte Ryanair således konkurrenterne eftertrykkeligt på plads. Passagervæksten svarer i runde tal til Norwegians samlede passagertal i januar måned. Dermed er afstanden mellem Europas største og tredjestørste lavprisflyselskab blevet øget betydeligt.

Svage januar-tal fra easyJet
Den markante vækst hænger sammen med, at Ryanair er i gang med en omfattende flådeudvidelse samt at selskabet i modsætning til tidligere år ikke har sat så mange fly på jorden i vintermånederne. Dette er affødt af strategien om at flyve til de større lufthavne, hvor der er en mere jævn passagerstrøm hen over året, da andelen af forretningsrejsende er større.

Hos easyJet, der er Europas næststørste lavprisflyselskab, er der en mere afdæmpet vækst end tidligere. Selskabet havde en vækst på omkring 250.000 passagerer i januar måned, hvilket svarer til seks procent.

Herudover faldt belægningen med et procentpoint til 85,0 procent, hvilket betyder, at Ryanair også har overhalet indenom på dette parameter. Hidtil har easyJet kendt for at have den højeste belægningsprocent blandt lavprisflyselskaberne i Europa, men Ryanairs nye strategi har tilsyneladende skabt en forskydning i konkurrencesituationen.

International vækst hos Norwegian
Målt på vækstrate har det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air bidt sig fast i haserne på Ryanair. Selskabet transporterede i januar måned 250.000 flere passagerer end samme måned sidste år, hvilket var en fremgang på 21 procent.

Samme høje vækstrate var Norwegian ikke i stand til at præstere med en passagerfremgang på ni procent. Men der var alligevel 150.000 flere i de rødnæsede fly i forhold til januar 2015.

“Vi er meget tilfredse med, at vi fortsætter med at fylde flyene så godt i en lavsæsonmåned som januar. Trafikvæksten skyldes stærkere satsning internationalt med indenrigsflyvninger i Spanien og ruterne mellem de fransk-caribiske øser og den amerikanske østkyst. Derudover har vi fået flere passagerer på langdistanceruterne,“ siger koncernchef Bjørn Kjos.

Passagertal

Selskab JAN16 JAN15 Ændr. i %
Ryanair 7.480.000 5.980.000 25 %
easyJet 4.276.821 4.022.253 6 %
Norwegian 1.756.656 1.609.057 9 %
Wizz Air 1.512.901 1.258.541 21 %

Kilde: Flyselskabernes hjemmesider

Belægningsprocent (load faktor)

Selskab JAN16 JAN15 Ændr. i p.p.
Ryanair 88,0 % 83,0 % +5,0 p.p.
easyJet 85,0 % 85,1 % -0,1 p.p.
Norwegian 81,7 % 80,0 % +1,7 p.p.
Wizz Air 83,5 % 81,6 % +1,9 p.p.

Kilde: Flyselskabernes hjemmesider

Foto: Morten Lund Madsen