Ryanair hæver lønnen for kabinepersonalet

Ryanair har med virkning fra 1. april forhandlet nye overenskomster på plads med kabinepersonalet. Der er udsigt til en gennemsnitlig lønforhøjelse på 10 procent over fire år.

Det irske lavprisflyselskab Ryanair er ikke kendt for at være lønførende indenfor europæisk luftfart. Men der er alligevel blevet plads til lønstigninger og forbedrede arbejdsvilkår i den overenskomst, der umiddelbart før påske blev indgået med selskabets kabinepersonale.

Det betyder, at flere tusinde kabineansatte hos det irske lavprisflyselskab fra den 1. april og fire år frem samlet vil kunne se frem til en lønstigning på gennemsnitligt 10 procent. Lønreguleringen omfatter samtlige grupper af kabinepersonalet, lige fra trainees til kabinechefer. Udover flere penge på lønchecken vil kabinepersonalet også kunne se frem til en “hjemme hver aften“ ordning, således at de mange belastende udedage vil kunne blive undgået. Endelig er der forhandlet nogle særlige ansvarstillæg samt andre tillæg.

Det skal ses i relation til en grundløn på 1.200 euro eller godt 9.000 danske kroner i de første seks måneder af ansættelsen, der som udgangspunkt tager afsæt i en tre-årig kontrakt. Avancerer man i systemet er det muligt atnå op påenbruttoløn påomkring 30.000 euro om året, hvilket svarer til 225.000 danske kroner.

Rekrutteringen af kabinemedarbejdere til Ryanair sker fra tre udvalgte bureauer, henholdsvis Crewlink, Dalmac og St. James Management.

Også lønstigning til piloter
Piloterne hos Ryanair kan også se frem til lønstigninger i nye overenskomster. I første omgang er der kun forhandlet nye vilkår for piloterne med base i Alicante, Bristol, Cork, East Midlands, Luton og Shannon.

I løbet af den nye fem-årige overenskomstperiode vil der samlet være en lønstigning på op til10 procent samt en vagtplan, der indebærer fire fridage efter fem arbejdsdage i træk. Herudover er der forhandlet nogle særlige tillæg og pensioner.

Ryanair vil løbende forhandle nye aftaler for piloterne ved samtlige selskabets europæiske baser, efterhånden som de nuværende udløber i løbet af de kommende tre år.

“Det er en betydelig succes for Ryanairs kabinepersonale og piloter at sikre lønstigninger og bedre arbejdsforhold i en tid, hvor fagforeninger i Tyskland, Italien, Spanien, Sverige og Storbritannien i øjeblikket forhandler om nedskæringer, lønreduktioner og lavere pensioner,“ siger Ryanairs informationschef Robin Kiely i en kommentar til de nye overenskomster.