- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair: Ingen aftale om Boeing MAX 10

Ryanair og Boeing er blevet enige om at afbryde forhandlingerne om nye MAX 10-fly. Ifølge Ryanair er prissætningen hos den amerikanske flyproducent for optimistisk.

Forhandlingsklimaet mellem Ryanair og Boeing Commercial Airplanes er noget anstrengt i øjeblikket, selvom det irske lavprisflyselskab er en af de største kunder i segmentet for kort- og mellemdistancefly.

Parterne har de seneste 10 måneder forhandlet en ordre på Boeing 737 MAX 10. Det er den største MAX-variant og vil kunne indrettes med 230 sæder, så det vil være muligt at konkurrere med Wizz Air, der benytter 239-sæders Airbus A321neo.

Men tilsyneladende står parterne meget langt fra hinanden, hvis man skal tro Ryanair. Selskabet har i en pressemeddelelse oplyst, at forhandlingerne er afsluttet, da spørgsmålet om prisen på flyene skiller parterne. 

“Begge parter er enige om ikke at spilde mere tid på disse forhandlinger,” hedder det i pressemeddelelsen.

Flyene er for dyre
Det betyder nødvendigvis ikke, at man ikke kommer til at se MAX 10 i Ryanair-flåden i fremtiden. Det irske lavprisflyselskab er kendt for en hård og kontant forhandlingstaktik, hvor man gerne flytter forhandlinger fra forhandlingslokalet og ud til medierne, hvis det tjener et formål.

“Vi er skuffede over, at vi ikke kunne nå til enighed med Boeing om en MAX 10-ordre. Boeing har imidlertid et mere optimistisk syn på flypriser end vi, og vi har en disciplineret track record for ikke at betale høje priser for fly,” udtaler koncernchef Michael O’ Leary.

Han understreger samtidig, at Ryanair, som største europæiske kunde, i forvejen har en igangværende ordre på 210 MAX 8-200, hvormed man i løbet af fem år vil komme op på flere end 600 fly fra Boeing.

“Vi deler ikke Boeings optimistiske prisudsigter, selvom dette kan forklare, hvorfor andre store Boeing-kunder som Delta og Jet2.com i de seneste uger har lagt nye ordrer hos Airbus frem for Boeing,” lyder det fra koncernchefen.

 

Relaterede artikler:

Ryanair overvejer større fly

Ryanair har modtaget første Boeing 737 MAX

Ryanair køber 75 nye Boeing 737 MAX-8200