- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair med grøn offensiv i Schiphol

Ryanair har igangsat et initiativ, hvor der iblandes 40 procent SAF på samtlige selskabets flyvninger fra den hollandske storlufthavn. Det grønne brændstof leveres af Neste.

Den hollandske regering, der ejer næsten 70 procent af Schiphol-lufthavnen i Amsterdam, har igangsat forskellige initiativer, der har til formål at reducere støj- og luftforurening fra storlufthavnen, der er blandt Europas største.

Der er blandt andet et forslag om at reducere antallet af årlige operationer fra 500.000 til 440.000, og herudover er der også planer om forbud for natflyvninger samt brugen af private jetfly.

Derfor er det givetvis også kærkomment, at Ryanair har valgt at iblande brændstoffet på samtlige flyvninger fra Amsterdam-Schiphol med det grønne SAF-brændstof (Sustainable Aviation Fuel, red.).

Det sker gennem en udvidelse af samarbejdet mellem Neste og det irske lavprisflyselskab, hvor Ryanair fra den 1. april har iblandet 40 procent SAF på selskabets flyvninger fra lufthavnen. Den maksimum tilladte iblanding i forhold til myndighedsgodkendelser er i øjeblikket på 50 procent.

Mål om 12,5 procent SAF-flyvninger
Aftalen betyder, at der vil være 40 procent grønt brændstof i tankene på Ryanair-flyene på i alt 33 ugentlige afgange til henholdsvis Dublin og Málaga. I alt 12 af de 33 afgange gennemfører Ryanair i øvrigt med de nye Boeing 737 MAX 8200, der udleder op til 20 procent mindre CO2 end 737-800 flyene fra Boeing.

Ryanair har et ambitiøst mål om, at 12,5 procent af samtlige flyvninger i 2020 skal gennemføres ved hjælp af SAF som drivmiddel i stedet for fossilt brændstof. Det vil i givet fald betyde, at over 300 af 2.500 flyvninger – baseret på den aktuelle trafik – vil være SAF-baserede.

“Dekarbonisering af luftfarten er vigtigere end nogensinde, og vi er stolte over at støtte Ryanair i at opnå deres ambitiøse Pathway to Net Zero inden 2050. At øge brugen af ​​SAF til alle flyvninger, der afgår fra Amsterdam-Schiphol er en vigtig milepæl, der gør det muligt for Ryanair at reducere drivhusgasserne væsentligt fra dets aktiviteter i lufthavnen,” siger Alexander Küper, europæiske direktør for Renewable Aviation hos Neste.

Neste forventer en årlig SAF-produktionskapacitet på 1,5 millioner tons inden udgangen af 2023.

 

Relaterede artikler:

Ryanair og Shell i samarbejde om SAF

Ryanair vil flyve med 40 procent grønt brændstof

Ryanair fastsætter ny strategi for at nå grønt mål