Ryanair opjusterer- samtidig med aprilsnar

Noget så usædvanligt som en opjustering af årsresultatet fandt sted hos et luftfartsselskab den 1. april. Ryanair hævede forventningerne til et overskud på 310 mio. € i det regnskabsår, der afsluttes den 31. marts. Men en aprilsnar dukkede også op samme dag.

Ovenpå en lang række nedjusteringer og nedslående økonomiske resultater for luftfartsindustrien, er der også lyspunkter. Det er endnu engang Ryanair, der overrasker positivt.

Selskabet meddeler, at der nu forventes et årsresultat efter skat på 310 mio. € (ca. 2,3 mia. kr.) mod oprindeligt 275 mio. € (ca. 2,05 mia. kr.). Regnskabsåret er netop afsluttet pr. 31. marts 2010 og årsresultatet forventes offentliggjort den 1. juni.

Det forbedrede resultat skyldes især forbedrede bookingtal til en højere gennemsnitligt billetindtægt (yield) i slutningen af februar samt i hele marts månedop til Påskeugen. Det er ikke usandsynligt, at Ryanair her har lukreret på strejkesituationen hos British Airways og dermed fået passagerer “foræret“ på ganske gunstige betingelser.

Meddelelsen blev udsendt den 1. april, men skulle være god nok. Det var til gengæld ikke samme dags meddelelse om, at Ryanair fra juni vil installere selvbetjenings-automater på selskabets 225 fly, således at de rejsende selv kan købe drikkevarer, sandwich, is, kondomer og røgfrie cigaretter. Installation af automaterne ombord på flyene skulle samtidig betyde, at Ryanair kunne reducere kabinepersonalet fra nuværende fire til to ansatte. Eneste opgave for de to ansatte i kabinen ville derfor være at annoncere sikkherhedsprocedurer samt sikre, at alle passagerer er fastspændte ved start og landing.

Når det handler om Ryanair ved man aldrig om det er aprilsnar eller virkelighed. Meddelelsen nåede derfor at afstedkomme en del krítik og debat på britiske hjemmesider, hvor rejsende mente at Ryanair nu var gået for langt, og at hovedparten af flyrejsen fremover ville bestå i af stå i kø for at købe mad eller drikkevarer i en automat. Så endnu engang lykkedes det Ryanair at få presseomtale på endnu et luftigt og provokerende påfund, der indtil videre bliver i idéskuffen.