- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Ryanair-selskab taber en million om dagen

Ryanairs østrigske datterselskab, Lauda, taber over én million kroner om dagen og forventer underskud på mere end en halv milliard kroner i år.

Det østrigske lavprisselskab Lauda er i økonomiske vanskeligheder, og problemerne er vokset i løbet af året.

I februar meddelte selskabet, som er en del af Ryanair-koncernen, at man i værste fald ville få et underskud på omkring 50 millioner euro (374 kroner) i 2019 og i bedste fald komme ud af året med et nulresultat.

Nu forventer Lauda imidlertid et underskud på 70-75 millioner euro (523-560 millioner kroner) i 2019. Det meddelte Michael O’Leary, koncernchef for Ryanair Holdings, som er moderselskab for de fire flyselskaber i Ryanair-koncernen, på en pressekonference i Wien i sidste uge ifølge det tyske luftfartsmedie Aerotelegraph.

Over 200 millioner euro er tabt
Lauda har siden slutningen af 2018 været 100 procent ejet af Ryanair-koncernen, efter at Ryanair i løbet af 2018 havde gradvist havde købt større andele af selskabet, som dengang hed Laudamotion.

Med et underskud på op til 75 millioner i år, vil Lauda i alt have tabt mere end 210 millioner euro (1,57 milliarder kroner) de første to år, hvor selskabet har været en del af Ryanair-koncernen. I øjeblikket taber selskabet omkring én million euro om ugen, skriver det tyske medie. Det svarer til over én million danske kroner om dagen.

Selskabet forventer også underskud i 2020, og det bliver i værste fald et minus på 25 millioner euro, lyder det fra koncernchef Michael O’Leary.

Ruter til København og Billund
Lauda flyver blandt andet fra Wien, Düsseldorf og Stuttgart til Københavns Lufthavn, og den 17. december åbner selskabet endvidere en rute fra Wien til Billund Lufthavn med to ugentlige forbindelser med Airbus A320-200.

I øjeblikket består Laudas flyflåde af 22 Airbus A320-200, men til næste sommer vil selskabet efter planen operere med i alt 36 fly fra fire forskellige baser. Foruden Wien, Düsseldorf og Stuttgart har selskabet også en base i Palma på den spanske ferieø Mallorca.

 

Relaterede artikler:

Lauda kommer til Billund

Ryanair opsluger Laudamotion

Laudamotion lancerer tredje rute til København