Efter at have introduceret Wien og Stuttgart kommer Laudamotion til foråret med en rute fra København til Tysklands tredjestørste lufthavn.
Det østrigske lavprisflyselskab Laudamotion, der er 75 procent ejet af Ryanair, er nu klar med sin tredje rute fra København.
Denne gang er det Düsseldorf, der er destinationen, og hertil vil Laudamotion flyve to gange om ugen fra den 3. april. Der flyves onsdage kl. 12.45 fra Düsseldorf Airport med ankomst i Københavns Lufthavn kl. 14.15. Flyet vendes på 30 minutter, hvorefter det returnerer kl. 14.45 og atter lander i den tyske lufthavn kl. 16.15.
Om lørdage flyver Laudamotion kl. 06.20 fra Düsseldorf, og flyet ankommer i CPH kl. 07.50. Herfra returnerer det kl. 08.15, og ankomsten i Düsseldorf Airport vil være kl. 09.45.
Selvom flyvningerne sælges af Laudamotion, er det i første omgang Ryanair, der fungerer som operatør med en af selskabets 189-sæders Boeing 737-800. Billetpriserne starter ved 205 kroner for en returbillet med tillæg af bagage, sædevalg og andre ydelser.
I forvejen flyver Laudamotion op til fire gange ugentligt mellem København og Wien, og den 27. februar debuterer Laudamotion med en rute fra København til Stuttgart. Her startes der op med fire ugentlige afgange i 180-sæders Airbus A320, og fra den 31. marts skrues der op til seks ugentlige afgange.
I konkurrence med SAS og Eurowings
Med den kommende entré på ruten mellem København og Düsseldorf bliver der ny konkurrence til både SAS og Eurowings. SAS flyver op til fem gange dagligt med et mix af Airbus A319/A320 og Bombardier CRJ 900.
Herudover er Eurowings også at finde på ruten, som blev overtaget fra Airberlin. Hidtil har det tyske flyselskab fløjet tre gange dagligt med Bombardier Q400, men fra starten af sommertrafikprogrammet reduceres der til to daglige afgange. Til gengæld bliver der i stedet indsat de noget større Airbus A319.
Laudamotion lægger forsigtigt ud med to ugentlige afgange, men det kan muligvis være mangel på fly, der afholder selskabet fra en større satsning. Oprindeligt havde selskabet ifølge Airport Coordination Denmark søgt og fået bevilget slots til 13 ugentlige ankomster og afgange i Københavns Lufthavn, men i første omgang er det kun to af disse, som Laudamotion agter at udnytte.
Relaterede artikler:
Laudamotion åbner endnu en rute til København