Koncernchef Michael O'Leary, Ryanair Holdings (Foto: Ryanair)

Ryanair: Skriv til Michael O´Leary

Ryanairs topchef Michael O’Leary er slet ikke så hård, som hans hånlige bemærkninger om kunderne giver udtryk for. En ny brevkasse skal være med til at få O’Learys bløde sider frem.

Ryanairs direktør, Michael O’Leary, er ikke bange for at tilsvine selskabets kunder særdeles grove vendinger og hænge enkeltpersoner ud i de europæiske medier. En stil, der trækker store overskrifter. Men også en stil, som efterhånden er begyndt at møde en del modstand. Senest på Ryanairs generalforsamling i september.

Nu tyder meget dog på, at Michael O’Leary og Ryanair vender på en tallerken. Således vil selskabet oprette en mailboks på sin hjemmeside, hvor kunderne kan skrive direkte til O’Leary. Her kan de komme med forslag til hvordan selskabet kan forbedre den kundeservice, som de selv kalder ”brancheledende”.

Macho-stil
Ifølge avisen Irish Times kom Michael O’Leary under beskydning fra Ryanairs aktionærer på selskabets generalforsamling i september. Flere aktionærer var blevet trætte af O’Learys brovtne ”macho-stil” i sin tilgang til medierne og i kommunikationen med kunderne.

Michael O’Leary lovede aktionærerne, at han ville forsøge at være mere blød og imødekommende over for kunderne.

”Det er noget som vi helt klart har brug for at forbedre og vi er meget bevidst om det,” sagde Michael O’Leary til aktionærerne.

Han mente selv, at medierne og kunderne ofte misforstod ham. For inderst inde er han ikke så brysk, som man kan få indtryk af.

”Jeg har altid været blød, men blot en lille smule misforstået,” lød det fra Ryanair-direktøren.

Aktionærernes kritik kom samtidig med en sag om en kirurg, der blev opkrævet omkring 1.400 kroner, da han var nødt til at booke sin billet om. Kirurgen skulle pludselig flyve fra Irland til Storbritannien efter at hans kone og tre børn var omkommet i en brand. Efter omtale i medierne af sagen refunderede Ryanair pengene og sendte en undskyldning til manden.