- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair taber sag om statsstøtte til SAS

EU-domstol afviser Ryanairs krav om at annullere EU-Kommissionens godkendelse af dansk og svensk statsstøtte til SAS. Ryanair vil appellere sagen.

EU-domstolen afsagde onsdag den 14. april dom i en sag, som det irske lavprisflyselskab Ryanair havde anlagt mod EU-Kommissionen i en sag om statsstøtte til SAS.

Ryanair hævdede i sit sagsanlæg, at den statsstøtte, som Danmark og Sverige i 2020 gav til SAS i form af lånegarantier for tilsammen cirka to milliarder kroner på grund af coronakrisen, var ulovlig forskelsbehandling i henhold til EU-reglerne.

Det irske lavprisflyselskab krævede derfor, at EU-Kommissionen omgjorde sin godkendelse af statsstøtten til SAS. Det afviser EU-domstolen imidlertid i sin kendelse.

Domstol: Ingen ulovlig forskelsbehandling
”De støtteforanstaltninger, som Sverige og Danmark har gennemført til fordel for SAS, for den skade, der følger af aflysningen eller omlægningen af flyvninger efter rejsebegrænsningerne i forbindelse med COVID-19-pandemien, er forenelige med EU-retten,” fastslår domstolen i sin kendelse og fortsætter:

”Eftersom SAS har en betydeligt større markedsandel end sin nærmeste konkurrent i disse to medlemsstater, udgør støtten ikke ulovlig forskelsbehandling.”

Ryanair vil appellere
Ryanair tabte også i februar en sag mod EU-Kommissionen ved EU-domstolen om statsstøtte fra Sverige til SAS samt fra Frankrig til Air France. Dengang valgte Ryanair at appellere dommen.

Det har det irske lavprisflyselskab også tænkt sig at gøre i denne sag, samt i en anden sag om 600 millioner euro (4,46 milliarder kroner) i statsstøtte fra den finske stat til Finnair, som EU-domstolen også afgjorde onsdag, og hvor Ryanair ligeledes tabte.

”En af EU’s største resultater er oprettelsen af ​​et ægte indre marked for flytransport. EU-Kommissionens godkendelser af finsk, dansk og svensk statsstøtte stred mod de grundlæggende principper i EU-retten,” siger en talsmand for Ryanair.

“Zombie-selskaber”
”Dagens domme sætter liberaliseringsprocessen inden for flytransport 30 år tilbage ved at give Finland, Danmark og Sverige mulighed for at give deres nationale flyselskaber fordele over for mere effektive konkurrenter udelukkende baseret på nationalitet,” siger Ryanair-talsmanden.

Ryanair harcelerer også over statsstøtte til en række andre europæiske flyselskaber i den engelsksprogede pressemeddelelse, hvor SAS, Finnair og de øvrige selskaber samlet af Ryanair betegnes som ”inefficient zombie flag carriers”.

 

Relaterede artikler:

Ryanair vil appellere EU-afgørelse om statsstøtte

Margrethe Vestager godkender dansk hjælp til SAS

SAS får hjælp fra Danmark og Sverige