Ryanair-fly i Billund Lufthavn (Arkivfoto: Morten Lund Tiirikainen)

Ryanair: Vi lukker Billund-base om otte dage

Natten mellem fredag og lørdag i næste uge vil Ryanair lukke sin base i Billund og flytte flyene til andre baser, hvis ikke fagbevægelsen senest onsdag meddeler, at de ikke vil blokere Ryanair-fly i CPH.

Allerede om otte dage vil Ryanairs tre Boeing 737-800 fly samt selskabets 19 piloter og 45 kabineansatte være væk fra Billund Lufthavn, hvis ikke fagbevægelsen senest onsdag i næste uge meddeler, at man ikke vil blokere Ryanairs flyvninger ind til København fra lørdag den 18. juli om morgenen.

Ryanair skriver fredag eftermiddag i en pressemeddelelse, at selskabets fly natten mellem fredag den 17. og lørdag den 18. juli vil blive flyttet til London Stansted og Palma. Herfra vil de fortsat betjene Ryanairs 13 ruter ind og ud af Billund.

Hvis ikke Ryanair skal lukke basen, så skal fagbevægelsen senest onsdag den 15. juli kl. 17.00 skriftligt meddele, at de ikke vil blokere Ryanairs fly i Københavns Lufthavn fra den 18. juli om morgenen, sådan som LO varslede i onsdags.

Ryanair lukker på tirsdag sin base i Københavns Lufthavn. Men så længe selskabet har base i Billund Lufthavn, så vil fagbevægelsen udnytte denne tilstedeværelse på dansk jord til at koble en sypatikonflikt i CPH op på.

For at undgå det, så gør Ryanair nu klar til at lukke basen i Billund Lufthavn om otte dage.

Foto: Morten Lund Madsen.