- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair vil etablere MAX-træningscenter i Irland

Ryanair planlægger et nyt stort træningscenter for piloter i Dublin. Centret skal blandt andet rumme to Boeing 737 MAX-simulatorer.

I januar gik den amerikanske flyproducent Boeing ud med en anbefaling af, at piloter gennemgår træning i en 737 MAX-flysimulator, inden de sætter sig i cockpittet på et Boeing 737 MAX-fly, når flytypen på et tidspunkt har fået myndighedernes tilladelse til at flyve igen.

Den melding betyder, at flere tusind piloter fra 54 forskellige flyselskaber på et tidspunkt skal gennemgå træning i en af de anslået kun 34 MAX-simulatorer, som findes spredt over verden.

Storkunde til 737 MAX
Ryanair er en af de kommende store operatører af 737 MAX, da selskabet har bestilt 135 stk. 737 MAX-200 hos Boeing og har optioner på yderligere 75 fly.

Det irske lavprisflyselskab ser nu ud til selv at tage hånd om simulatorudfordringen, da selskabet planlægger at etablere et nyt træningscenter for piloter, som blandt andet skal huse to 737 MAX-simulatorer. Det skriver det irske medie Independent.ie.

Fire simulatorer i alt
Det nye træningscenter, som skal opføres nær Dublins lufthavn, skal i alt have fire full-motion flysimulatorer – to til Boeing 737 MAX og to til Airbus A320. Airbus-simulatorerne skal bruges af piloter i Ryanairs østrigske datterselskab Lauda.

Det nye center i Woodford Business Park ved Dublin kræver en investering hundredvis af millioner kroner. Alene en enkelt flysimulator kan koste i omegnen af 14 millioner euro (105 millioner kroner).

Stærkt forsinkede flyleverancer
Ryanair skulle ifølge den oprindelig plan have haft den første 737 MAX-200 leveret i andet kvartal sidste år, men forventer nu tidligst at få det første fly leveret i september eller oktober i år.
Ryanair sigter dog fortsat mod at have 55 MAX-fly på vingerne i sommeren 2021.

Foruden de i alt 210 stk. 737 MAX-200 har Ryanair også afgivet et tilbud til Boeing om at købe MAX 10-udgaven. Det oplyste Ryanairs koncernchef Michael O’Leary for nyligt.

Det irske lavprisselskab Ryanair har en målsætning om at nå op på at flyve med 200 millioner passagerer om året inden 2024.

De forsinkede leverancer af Boeing 737 MAX som følge af det langvarige flyveforbud mod flytypen kan ifølge Ryanair betyde, at selskabet først når sin målsætning om at flyve med 200 millioner passagerer om året i 2026. Det er to år senere end tidligere forventet.

 

Relaterede artikler:

Ryanair: MAX-problemer sætter os to år bagud

Ryanair: Europæisk MAX-godkendelse trækker ud

Ryanair dropper MAX-navnet