Michael O'Leary. Foto: Ryanair.

Ryanair: MAX-problemer sætter os to år bagud

Den forsinkede levering af Boeing 737 MAX-fly kan ifølge Ryanairs koncernchef betyde, at lavprisselskabets mål om 200 millioner passagerer først nås to år senere end planlagt.

Det irske lavprisselskab Ryanair har en målsætning om at nå op på at flyve med 200 millioner passagerer om året inden 2024.

De forsinkede leverancer af Boeing 737 MAX som følge af det langvarige flyveforbud mod flytypen kan imidlertid betyde, at det mål først nås to år senere – altså i 2026. Det siger Ryanairs koncernchef, Michael O’Leary, i forbindelse med offentliggørelsen af flyselskabets resultat for 3. kvartal i regnskabsåret.

Ryanair er storkunde til Boeing 737 MAX med en ordre på 210 fly. Selskabet skulle have haft den første 737 MAX-200 leveret i 2. kvartal sidste år, men forventer nu tidligst at få det første fly leveret i september eller oktober i år.

Ryanair sigter dog fortsat mod at have 55 MAX-fly på vingerne i sommeren 2021, selv om 50 fly også ”vil kunne gøre det”, ifølge O’Leary.

Tilbud om ordre på MAX 10
Ryanair forhandlinger i øjeblikket med Boeing om kompensation for de forsinkede leverancer. Samtidig fortæller Michael O’Leary, at Ryanair som en del af disse samtaler har fremsat et tilbud til Boeing om en ordre på den større, 230-sæders MAX 10-model. O’Leary forventer dog ikke, at Boeing vil gå ind i reelle forhandlinger herom, før MAX-flyveforbuddet er ophævet.

Ryanairs regnskab for tredje kvartal viste et overskud efter skat på 88 millioner euro (658 millioner kroner). Selskabet transporterede i kvartalet i alt 35,9 millioner passagerer, hvilket er seks procent flere end i samme kvartal sidste år. Samtidig steg den gennemsnitlige billetpris med ni procent.

Fordele ved langsommere vækst
Ifølge Michael O’Leary er udsigten til en langsommere vækst end forventet for Ryanair ikke nødvendigvis en dårlig udvikling.

”Hvis vi vokser langsommere, vil det sandsynligvis påvirke vores priser og yields i en opadgående retning og betyde et lavere kapacitetspres i Europa,” siger koncernchefen.

Med hensyn til forhandlingerne med Boeing om kompensation siger Michael O’Leary, at han ikke alene ønsker kompensation for mistet trafik og tilknyttede indtægter. Han mener endvidere, at Ryanair skal have en yderligere rabat på sine MAX-fly som følge af det ”betydelige tab af omdømme”, som 737 MAX har lidt efter to fatale flystyrt med flytypen og det efterfølgende flyveforbud, som foreløbigt har varet i næsten 11 måneder.

 

Relaterede artikler:

Ryanair dropper MAX-navnet

Ryanair overvejer baselukninger efter MAX-forsinkelse

Ryanair er lun på den største Boeing MAX