Ryanair-fly i London Stansted Airport.

Ryanair vil hjælpe langdistanceruter i gang

Det irske lavprisselskab Ryanair har lovet London Stansted-lufthavnens ejere 50 procent mere trafik og hjælp til at tiltrække langdistanceruter.

Normalt sejler Ryanair sin egen sø og samarbejder ikke med nogen andre luftfartsselskaber, ligesom EU-Kommissionen og fagforeningerne ikke just er på julekort med irerne. Men nu lyder der andre toner fra Ryanair. I en opsigtsvækkende aftale med den nye ejer af London Stansted Lufthavnen, Manchester Airports Group, har Ryanair forpligtiget sig til at hjælpe med at tiltrække langdistanceruter til London-lufthavnen, der står i skyggen af Heathrow og Gatwick, når det kommer til oversøiske flyruter.

Men det vil de nye ejere nu gøre noget ved. Og med op mod 120 destinationer fra London Stansted vil Ryanair være en perfekt samarbejdspartner for et langdistanceselskab, der har brug for et feed videre ud i Europa, når passagererne er landet i Stansted fra Asien, Nordamerika eller et andet fremmed kontinent.

“Vi har forpligtet os til at arbejde aktivt med Stansted for at tiltrække langdistanceselskaber. Hvis Stansted vil have os til at mødes med en af ​​deres potentielle kunder, så vil vi med glæde mødes med dem og arbejde med dem. Helt ærligt, så tror jeg, at ​​vi er nødt til at indlede drøftelser med et åbent sind,” sagde Michael O’Leary ved en pressebriefing i London Stansted mandag.

Ikke tage ansvar
Efter pressemødet uddybede Ryanair’s vicekoncernchef, Howard Millar, hvad et eventuelt samarbejde kunne bestå i. Ryanair er således ikke indstillede på at indgå codeshare-aftaler. Der kan være tale om at Ryanair justerer nogle af sine fartplaner, så det passer med at de kan feede passagerer til langdistanceflyvningerne.

Men Ryanair vil ikke tage noget ansvar, hvis passagererne ikke når at komme fra det ene fly til det andet i London Stansted. Ryanair er stadig et lavprisselskab, der udelukkende fokuserer på point-to-point trafik, fastslog Howard Millar over for Air Transport World.

50 procent vækst
London Stansted har oplevet en voldsom trafiknedgang de seneste år fra 23,8 mio. passagerer i 2006 til 17,5 mio. passagerer sidste år. Men nu har Ryanair lovet, at selskabets trafik fra Stansted vil vokse med 50 procent over de næste ti år. Og allerede næsten år udvider selskabet antallet af ruter fra Stansted og stationerer flere fly i lufthavnen.

Manchester Airports Group købte London Stansted i februar i år. Selskabet ejer flere andre britiske lufthavne og har igangsat et investeringsprogram til 710 mio. kroner, som blandt andet indebærer nye check-in skranker og et ansigtsløft til Stansteds passagerterminal.