Ryanair vil øge BA’s dominans i Heathrow

Hvis Ryanair får lov til at købe Aer Lingus vil det samtidig betyde, at British Airways kan sætte sig endnu tungere på landingstilladelserne i London Heathrow end selskabet gør i dag.

Det irske lavprisselskab Ryanair er så desperat efter at få fingrene i lokalrivalen Aer Lingus, at selskabet nu har indgået en aftale med en af sine ærkefjender. En aftale, som styrker ærkefjendens dominans i Europas største lufthavn.

Ryanair har således indgået en forhåndsaftale med British Airways’ moderselskab, International Airlines Group (IAG), om at overdrage 20 af Aer Lingus’ landingstilladelser i London Heathrow til British Airways, som i forvejen sidder på mere end halvdelen af alle landingstilladelser i lufthavnen.

EU-Kommissionen ser lige nu på om de kan tillade, at Ryanair køber Aer Lingus eller om det vil give selskabet en for dominerende position på markedet for flyrejser mellem Storbritannien og Irland.

Vender tommelfingeren opad
Det er tredje gang Ryanair spørger kommissionen om lov til at sluge den irske lokalrival. Og for at få Bruxelles’ accept denne gang er Ryanair parat til at forære British Airways landingstilladelser i London Heathrow, mod at British Airways bruger dem til at overtage et antal Aer Lingus-ruter fra den britiske hovedstadslufthavn til de irske byer Cork, Shannon og Dublin.

Dermed håber Ryanair at kunne skabe tilstrækkelig konkurrence i luftrummet over Det Irske Hav til at EU-Kommissionen vender tommelfingeren opad.

Hvis British Airways overtager de 20 landingstilladelser vil det yderligere styrke selskabets dominerende position i Europas største og travleste lufthavn, hvor kapaciteten er udnyttet mere end 99 procent, og hvor landingstilladelser er i meget høj kurs. IAG købte tidligere i år britiske bmi, som nu er opslugt af British Airways. Med i handlen fulgte 42 af de eftertragtede landingstilladelser i London Heathrow. British Airways sidder på mere end 50 procent af landingstilladelserne.