- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair vil være Europas grønneste flyselskab

Ryanair har netop offentliggjort en ny klimastrategi, og fremover vil selskabet ikke alene kunne tilbyde de laveste priser, men også den laveste CO2-udledning.

“Lille spejl på væggen der, hvem er grønnest i landet her?”. Således kunne man med rette omskrive det velkendte citat fra brødrene Grimms eventyr Snehvide, når man oplever, hvordan flyselskaberne er ved at falde over hinanden for at fortælle om deres grønne ambitioner.

Ryanair lancerede torsdag en omfattende klimastrategi, og det irske lavprisflyselskab hævder allerede at være Europas grønneste flyselskab, hvilken position man ønsker at fastholde i de kommende år.

Det er derfor målet, at CO2-udledningen skal reduceres med 10 procent fra de nuværende 66 gram per passagerkilometer til 60 gram per passagerkilometer i 2030. At det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air allerede i juni kunne offentliggøre, at dette selskabs CO2-emission ligger på 56,5 gram per passagerkilometer, er tilsyneladende ikke blevet bemærket af konkurrenten.

“Vores forbedrede og udvidede miljøpolitik beskriver vores resultater til dato – herunder at være det første flyselskab, der annoncerer månedlige CO2-emissioner; betydelige driftsforbedringer til reduktion af emissioner og ikke-genanvendeligt affald; en integreret kommunikationskampagne for at skabe opmærksomhed blandt vores kunder; og at nå frem til 2,5 millioner euro i donationer til vores meget succesfulde CO2-kompensationsordning, med indsamlede midler til gavnlige klimaprojekter,” udtaler marketingdirektør Kenny Jacobs i en pressemeddelelse fra Ryanair.

Ikke kun lave priser
Ryanair vil blandt andet nå de ambitiøse klimamål gennem investering i nye fly. Selskabet har hos Boeing en ordre på 210 MAX-fly, som får plads til fire procent flere passagerer og reducerer brændstofforbruget med 16 procent og støjniveauet med ikke mindre end 40 procent.

Herudover vil Ryanair fortsætte med at reducere mængderne af ikke-genanvendeligt plastic, hvor det allerede i dag er lykkedes at reducere plasticforbruget ombord på flyene med 82 procent i forhold til år tilbage.

Endelig fremhæver det irske lavprisflyselskab, at der indtil dags dato fra kunderne er indsamlet 2,5 millioner euro – eller 18,7 millioner kroner – gennem frivillige donationer i forbindelse med flyrejser. Det er projekter i Uganda og Portugal, der er støttet tillige med hjemlige skovprojekter i Irland samt støtte til en forening for bevarelse af hvaler og delfiner i irsk farvand.

Endelig har Ryanair netop lanceret en annoncekampagne, hvor der fokuseres på miljøet. Sloganet fra det irske lavprisflyselskab bliver fremover “Lowest Fares, Lowest Emissions”.

 

Relaterede artikler:

Wizz Air: Vi er Europas grønneste flyselskab

SAS debuterer med månedlige klimatal

Flyselskaber vil offentliggøre CO2-statistikker