Ryanair har nu offentliggjort en liste over samtlige aflysninger frem til og med den 28. oktober, og samlet er der 70 aflyste flyvninger til og fra Danmark.
Det har været en hård weekend for Ryanair. Fredagens sene udmelding om, at det irske lavprisflyselskab vil aflyse omkring 2.000 afgange over en seks ugers periode, har lagt et stort pres på flyselskabet.
Ved i første omgang at undlade at offentliggøre, hvilket flyvninger, der vil blive berørt af aflysningerne, har Ryanair modtaget en massiv strøm af henvendelser fra kunder, der er usikre på, om netop deres rejse vil kunne gennemføres. Det har angiveligt lagt beslag på meget store ressourcer hos selskabet, og søndag valgte man at gå ud med en liste over annullerede flyvninger frem til og med den 20. september.
Men det har ikke været nok. Passagererne tør ikke rejse ud, hvis de ikke er sikre på, at de kan komme hjem igen, hvilket formentlig har påvirket salget negativt siden fredagens meddelelse.
60 danske aflysninger
Derfor har Ryanair mandag aften offentliggjort en liste over samtlige aflyste flyvninger fra torsdag den 21. september og frem til og med den 28. oktober. Fra i fredags til og med onsdag i denne uge er der aflyst 10 afgange til og fra danske lufthavne, og i den resterende periode frem til udgangen af oktober vil yderligere 60 flyafgange til og fra København Lufthavn blive annulleret. Samlet forventes aflysningerne at ramme flere end 10.000 “danske” passagerer.
Dato | Rutenummer | Strækning | Antal |
15SEP17 | FR7382/7381 | Stansted-København-Stansted | 2 |
16SEP17 | FR712/713 | Stansted-Aarhus-Stansted | 2 |
16SEP17 | FR1251/1252 | Stansted-Aalborg-Stansted | 2 |
17SEP17 | FR9331/9332 | Pisa-Billund-Pisa | 2 |
20SEP17 | FR201/200 | Charleroi-København-Charleroi | 2 |
21SEP17 | FR5172/5173 | Stansted-Billund-Stansted | 2 |
22SEP17 | FR201/200 | Charleroi-København-Charleroi | 2 |
22SEP17 | FR7382/7381 | Stansted-København-Stansted | 2 |
23SEP17 | FR1251/1262 | Stansted-Aalborg-Stansted | 2 |
24SEP17 | FR2676/2677 | Bologna-København-Bologna | 2 |
Mandag | FR201/200 | Charleroi-København-Charleroi | 10 |
Tirsdag | FR201/200 | Charleroi-København-Charleroi | 10 |
Torsdag | FR2990/2989 | Bergamo-København-Bergamo | 10 |
Fredag | FR201/200 | Charleroi-København-Charleroi | 10 |
Lørdag | FR201/200 | Charleroi-København-Charleroi | 10 |
Der aflyses således 40 afgange på ruten mellem Bruxelles-Charleroi på mandage, tirsdage, fredage og lørdage fra 25. september til og med 28. oktober, som er den resterende del af sommertrafikprogrammet. Herudover aflyses der samlet 10 afgange mellem Milano-Bergamo og København på torsdage i løbet af den seks uger lange periode.
Endelig er der 10 aflysninger fra 21. til den 24. september, som rammer både i København, Billund og Aalborg.
10 ud af 400 fly tages ud af produktion
Samlet sætter Ryanair 10 ud af 400 fly på jorden frem til den 31. oktober, og det er de store europæiske baselufthavne, der må holde for. Fra følgende otte lufthavne tages ét fly ud af produktion: Barcelona, Bruxelles-Charleroi, Dublin, Lissabon, Madrid, Milano-Bergamo, Porto og Rom-Fiumicino. Herudover sættes to ud af 41 basefly i London-Stansted på jorden i den nævnte periode.
Det er en særdeles ydmyg Ryanair-chef, der nu personligt er afsender på en pressemeddelelse, hvor der beklages og undskyldes.
“Mens flere end 98 procent af vores kunder ikke vil blive påvirket af disse aflysninger om de kommende seks uger, giver vi vores uforbeholdne undskyldning til de kunder, hvis rejse vil blive forstyrret og forsikrer dem, at vi vil gøre vores yderste for at sikre, at vi kan booke dem om til andre flyafgange på samme dag eller den efterfølgende dag,” udtaler Michael O´Leary, der er koncernchef hos Ryanair.
At aflysningerne koncentreres om de store europæiske lufthavne skal ses i lyset af, at Ryanair vil forsøge at undgå at skulle dække for mange omkostninger til hotelophold og andre omkostninger, som kunderne vil blive påført som følge af de mange aflysninger. Fra de større lufthavne er der relativt hyppige flyafgange til de destinationer, der flyves til fra baserne.
Endelig er det værd at bemærke, at Ryanair for første gang nogensinde i en officiel meddelelse fortæller, at kunderne kan søge kompensation i henhold til EU261/2004-forordningen.
Relaterede artikler:
Danske Ryanair-ruter ramt af aflysninger
Norwegian: Vi har taget 140 piloter fra Ryanair
Ryanair vil stoppe ambulance-jægere