Boeing 737 MAX 8200 fra Ryanair i Stockholm-Arlanda. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Ryanairs driftsresultat falder 24 procent

Faldende billetpriser, stigende omkostninger og fraværet af påsken i 2024/25-årsregnskabet reducerede Ryanairs driftsoverskud med 3,8 milliarder kroner.

Ryanairs forskudte regnskabsår 2024/25, der sluttede den 31. marts 2025, viser ikke indtjeningsfremgang, som det har været vanen for det irske lavprisflyselskab i mange år.

Trods en passagervækst på ni procent til i alt 200,2 millioner passagerer er omsætningen ikke fulgt med i samme tempo som følge af et prispres for at stimulere efterspørgslen.

Omsætningen voksede med fire procent til 13,95 milliarder euro, hvilket svarer til næsten 105 milliarder danske kroner. Omsætningsvæksten var negativt påvirket af, at påsken i 2025 faldt i april og således ikke indgår i det netop aflagte regnskab.

Ryanairs omkostninger steg med samlet ni procent, hvor der var tocifrede stigninger på alle omkostningsposter med undtagelse af brændstof, der kun steg to procent.

Denne udvikling betød, at driftsoverskuddet landede på 1.558 millioner euro (11,6 milliarder kroner) mod 2.061 millioner euro (15,4 milliarder kroner) i regnskabsåret 2023/24. Det svarer til en indtjeningstilbagegang på 24 procent.

Nettoresultatet blev på 1.612 millioner euro (12,0 milliarder kroner), hvilket var 16 procent lavere end de 1.917 millioner euro (14,3 milliarder kroner), der udgjorde bundlinjen i det forrige regnskabsår.

Forventer tre procent vækst i 2025/26
I løbet af den kommende sommer åbner Ryanair 160 nye ruter og har i alt 2.600 ruter til salg. Flere af de nye ruter udgår fra Stockholm-Arlanda og Gøteborg-Landvetter, hvortil baseflyene fra Billund Lufthavn er flyttet til.

“Vi oplever en robust efterspørgsel til sommeren 2025 på tværs af vores netværk. I år er vores begrænsede kapacitetsvækst tildelt de regioner og lufthavne, som afskaffer luftfartsafgifter og tilskynder til trafikvækst,” udtaler koncernchef Michael O’ Leary.

Forsinkede leverancer af fly fra Boeing er årsagen til, at Ryanair i det igangværende regnskabsår blot forventer at vækste med tre procent til 206 millioner passagerer i 2025/26.

Siden 31 marts har Ryanair fået yderligere fem fly i flåden, og råder nu over 181 Boeing 737 MAX 8200 ud af samlet 618 fly. Selskabet forventer, at de sidste 29 fly af en samlet ordre på 210 vil blive leveret i god tid inden sommeren 2026.

Ryanair forventer, at prisniveauet i andet kvartal (1. juli til 30. september) vil blive noget bedre end det prisfald på syv procent, der blev registreret i samme kvartal i 2024. Selskabet understreger, at første halvårs resultat afhænger af, hvor godt der bliver booket til højsæsonen og til hvilke billetpriser.

 

Relaterede artikler:

Lavere billetpriser sænker Ryanair overskud

Højere billetpriser øger milliardoverskud hos Ryanair

Milliardoverskud i Ryanair overgår 2019-niveauet