S: Kina og USA skal ikke lave europæisk lovgivning

Det fremtrædende socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet, Dan Jørgensen (S) kritiserer nu offentligt USA og Kina for at blande sig i europæiske anliggender. ‘At Kina og USA nu forsøger at lave europæisk lovgivning om er helt hen i skoven’, siger Dan Jørgensen.

Det spidser til i den truende handelskonflikt mellem EU på den ene side og USA, Kina, Indien, Rusland og22 andre lande på denmodsatte side.

Det er EU´s nye CO2-kvotesystem i luftfarten, der har skabt uoverensstemmelser i luftfartsindustrien på tværs af kontinenterne.

Den seneste udvikling i sagen er, at Kina vil blokere for køb af fly fra den europæiske flyproducent Airbus, hvis EU fastholder kvoteafgifterne. Hong Kong Airlines har blandt andet truet med at annullere en ordre på 10 fly af typen Airbus A380 hos flyproducenten.

“At Kina og USA nu forsøger at lave Europæisk lovgivning om er helt hen i skoven. Det kan de selvsagt ikke. Tænk, hvis vi forsøgte at gøre noget tilsvarende, så ville der nok lyde ramaskrig i både Beijing og Washington,“ siger medlem af Europa-Parlamentet, Dan Jørgensen (S) til CHECK-IN.dk.

Flyselskaber presser på

Mens flertallet af europæiske politikere er stålsatte omkring deres holding til CO2-kvoteafgiften for luftfarten, er der stigende modstand i luftfartsindustrien.

Ifølge Financial Times har seks europæiske luftfartsselskaber sammen med Airbus sendt en henvendelse til EU-lederne om at fjerne den omstridte afgift igen. Det erluftfartsselskaberneBritish Airways, Virgin Atlantic, Lufthansa, Air Berlin, Air France og Iberia, der sammen med Airbus-moderselskabet EADS, står bag den fælles henvendelse til EU.

Airbus beskæftiger alene i Europa omkring 52.000 ansatte fordelt på produktionsenheder i de fire lande, som de pågældende luftfartsselskaber repræsenterer, henholdsvis England, Tyskland, Frankrig og Spanien.

“Det er vigtigt at holde fast i, at det her ikke er en beslutning vi overvejer at træffe eller ikke at træffe. Det her er en beslutning vi har truffet for flere år siden, og som nu er europæisk lov. Det gjorde vi fordi alle dele af samfundet – herunder selvsagt specielt dem der forurener meget – skal bære deres del af byrden med at nedbringe brugen af fossile brændstoffer,“ understreger Dan Jørgensen.

Lille ekstraudgift

Alle flyselskaber, der flyver inden for eller til og fra EU, har siden 1. januar fået tildelt en mængde gratis CO2-kvoter som dækker en vis procentdel af selskabernes årlige behov. De resterende kvoter skal erhverves på de internationale kvotebørser. Købet af kvoterne skal ske i starten af 2013.

I første omgang er omkostningsbyrden relativt beskeden, selvom der tilgår en del ekstra administration hos luftfartsselskaberne med at følge ordningen. Omkostningerne bliver i første omgang væltet over på passagererne.

Men det eri ligeså høj grad en kamp om principper, hvor internationale miljøskatter på luftfart, kan blive en skrue uden ende og endnu en omkostningsbyrde for den i forvejen trængte luftfartsindustri.

Luftfartsselskaberne bekymring preller dog tilsyneladende afpå politikerne.Hos Socialdemokraterne er der i hvert fald ingen hjælp eller forståelse at hente.

“De flyselskaber, der råber højt om hvor hårdt de har det efter at luftfart bliver inkluderet i ETS, bør lige få styr på proportionerne. EU-Kommissionen har regnet ud, at flyselskaberne udgifter til en rejse fra Paris til Beijing vil stige med halvanden krone på grund af klimalovgivningen. Det er altså en ganske lille ekstraudggift for flyselskaberne vi her taler om, især hvis man sammenligner den med hvad de seneste års stigninger i priser på brændstof har betydet af udgifter for flyselskaberne,“ siger Dan Jørgensen.